Man er ikke i tvivl om at man er kommet til Gedsted

GEDSTED: Gedsteds udtryk har forandret sig meget de seneste år. Det skyldes ikke mindst, at byen har været med i en områdefornyelse, som har usynliggjort flere af byens ”torne” og gjort dem til skønne opholdssteder med historie – hvis ikke fra fortiden, så fremover.

For at blive i eventyret, så er det H.C. Andersens Klods Hans, der som det – næsten sidste, af byforskønnelsen i denne omgang, fremstår som et livligt maleri ovenpå Gedsteds naturområde. Ikke at forglemme, så ridder Klods Hans naturligvis på en ged. Det er kunstmaler Peer Poulsen, Aars, der står bag gavlmaleriet, som i øvrigt blev beskrevet i sidste uges Farsø Avis i forbindelse med maleriets indvielse.


Klodshans på geden på gavlmaleriet ved ”Under stolen”       

Gedernes sted
Der er vist ingen der kan være i tvivl om, at bynavnet Gedsted betyder gedernes sted. Her kan man fra gammel tid forestille sig, at geder gik og græssede på engene ved Gedsted Bredning.

Men i dag har borgerne i Gedsted taget bynavnet til sig – bogstavligt talt.

For det første hedder byens byfest, Gedeskæg og hvert år kårer man et hyrdepar.


Geden bøjet i neonlys på vandtårnet

Gedekunst

Men der er også andre synlige beviser. Byportalerne ved byens fem indfaldsveje viser en ged. På byens vandtårn finder man en siluet af en ged bøjet i neonlys.


Kunstgeden på den gamle DLG silo

Som en del af områdefornyelsen, kom der i 2018 en kunstnerisk ged op på den 26 meter høje tidligere DLG silo. Det var sågar den hollandske, og internationalt anerkendte kunstner Joram Rourkes, der stod for kunstværket. Kunstværket forestiller en meget moderne ged iført nylonjakke, med lyserøde blomster i jakkelommen. På bagsiden ses en blå isfugl.  Dette kunstværk rager godt op i landskabet og kan ses i kilometers afstand fra Gedsted.


Geden på vandkunsten på Torvet     

Også på Torvet i centrum af byen foran byens borgerhus, finder man en ged. Den er placeret øverst på en vandkunst. 

Om der kommer flere geder til i bybilledet er lige nu uvist, men det er ikke usandsynligt.

Ikke helt færdig med områdefornyelsen
Formand for Gedsted Beboer- og Erhvervsforening, Doris Lauritzen, der har været meget aktiv omkring område- og byfornyelsen af Gedsted fortæller, at områdefornyelsen på 5 år er blevet forlænget til næste år, grundet året med corona. På den måde kan de sidste elementer, en infoskærm i Dagli Brugsen og ikke mindst byportalerne, som er gamle og slidte, blive erstattet af nye i nyt design og med geden i rustfrit stål.

-Desværre blev stien omkring byen ikke til noget, i stedet har vi tænkt os at få torvepladsen foran borgerhuset i et plan, forstået på den måde, at Torvegade, der nu er blevet blændet af og spærret for indkørsel fra Søndergade, inddrages som en del af Torvet, fortæller Doris Lauritzen.  

    
Næste projekt i Gedsted er at benytte den nu afblændede del af Torvegade ved at få den i niveau med Torvet, så pladsen bliver større.  

 
    

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: