Mad med Mening – Ældrerådet står bag smagen på Plejecentre

Søren Byrjalsen, Ældrerådet

Søren Byrjalsen, Ældrerådet

Af: Formand for Ældrerådet i Vesthimmerlands kommune, Søren Byrjalsen

Indimellem – og igen på det seneste – har nyhederne haft fokus på maden til vores ældre medborgere. TV 2 har blandt andet bragt indslag om vakuumpakket mad, og i et indslag med ældreminister Mette Kierkegaard og Pia Kjærsgaard blev der udtrykt klar kritik: Maden og måden, den blev serveret på, var ikke i orden.

Som Ældreråd i Vesthimmerlands Kommune vil vi gerne dele vores opfattelse af, hvordan forholdene ser ud her hos os. Når det gælder mad til ældre, er det vigtigt at skelne mellem forskellige grupper af ældre:

1. Raske hjemmeboende ældre: Denne gruppe handler, tilbereder og serverer deres egen mad – helt efter egne ønsker.

2. Hjemmeboende ældre med behov for hjælp: Her vælger borgeren selv, om maden skal komme fra f.eks. Sønderup Landkøkken eller en anden leverandør. Nogle foretrækker rugbrød og leverpostej – det bestemmer de selv. Hvis maden er vakuumpakket og skal opvarmes, sker det enten ved egen hånd eller med hjælp fra hjemmeplejen. Vi anerkender, at det kan føles ensomt at spise alene – men valget er borgerens eget.

3. Beboere på plejehjem: Her er det plejehjemmet, der står for maden. Beboerne bestemmer ikke selv leverandøren, men de får serveret mad, som er lavet på stedet – og dét gør en stor forskel.

Fra centrale køkkener til duften af hjemmelavet mad
I forbindelse med Ældrerådsvalget i 2009 havde det daværende råd et stærkt ønske: at bringe madlavningen tilbage til plejecentrene. Dengang kom maden fra centrale storkøkkener. Den smagte fint – men beboerne manglede duften og følelsen af hjem.

Vi tog på studietur, samlede viden og gik i dialog med kommunen og politikerne. Resultatet blev, at plejecentrene fik egne køkkener og igen begyndte at lave mad “fra bunden”. Det startede på ét sted – og bredte sig hurtigt til alle. Erfaringerne var positive: bedre mad, bedre stemning – og uden væsentlige meromkostninger.

En god spiseoplevelse er mere end bare mad
Når køkkenet går i gang, breder duften sig. Når beboerne samles om bordet, vækkes sanserne. Vi spiser ikke kun med smagsløgene – også med øjnene og næsen. Borddækningen, anretningen, fællesskabet omkring måltidet – alt dette er med til at skabe en god spiseoplevelse.

Vi i Ældrerådet afholder jævnligt møder på plejecentrene og spiser med beboerne. Vi oplever gang på gang veltilberedt og velsmagende mad – den slags mad, mange af os husker fra barndomshjemmet.

Vi kan ikke genkende billedet af “dårlig ældremad”
Mange plejecentrene inddrager beboerne i menuplanlægningen. Der tages hensyn til ønsker og traditioner – og der stræbes efter god gammeldags hverdagsmad, også ved fødselsdage og højtider.

Sundhedsudvalget og Ældrerådet har i samarbejde oprettet en spisecafe på Plejecenter Højgården, målgruppen er enlige ældre hjemmeboende, de møder op og får serveret varmt middagsmad med samme menu som beboerne, foreløbig med to gange om ugen.

Når vi ser de omtalte tv-indslag med kritik af ældremad, må vi sige: Vi kan ikke genkende det billede fra Plejecentrene i Vesthimmerland. Hos os lever plejecentrene op til opgaven – både med smag, kvalitet og menneskelig omsorg.

Vi i Ældrerådet oplever Vesthimmerlands Kommune som et godt sted at leve – også når man bliver ældre. Og det gælder ikke mindst ved middagsbordet.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her:

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.