FARSØ/FANDRUP/ULLITS: For øjeblikket er energipriserne på himmelflugt. Det kan mærkes i de private hjem, hvor varmepris og elregning har taget et betragteligt hop opad.
Det har fået borgere i Fandrup og i særdeleshed Ullits til at kigge efter et alternativ til gasfyr og varmepumpe.
Derfor havde Ullits Borgerforening forleden inviteret til borgermøde, hvor Farsø Fjernvarme var inviteret til at fortælle om muligheden for fjernvarme.
I denne uge er det Fandrup borgerne, der får den samme information
Er i gang med beregninger
Formand for Farsø Varmeværk, Søren Kjær fortæller, at det rådgivende ingeniørfirma Niras tidligere har lavet et projektforslag for Fandrup og det er ud fra det, at der nu laves nye beregninger. Faktisk to beregninger, da ledningen fra Farsø skal gå via Fandrup til Ullits.
Afhænger af hvor mange der vil koble sig på
Men i bund og grund handler det om, hvor mange der ønsker at koble sig på. Jo flere, jo bedre økonomi er der i varmeledningen, siger Søren Kjær.
Husstandene skal gøre op med sig selv: Vil man vente på at gassen evt. regulerer sig som led i den grønne omstilling. Vil man investere ca. 100.000 i en ny varmepumpe hver 10-15 år og samtidig vente på billig strøm, eller vil man koble sig på fjernvarme og være sikker på grøn og billig varme i mange år fremover, siger Søren Kjær.
Farsø Varmeværk er blandt de værker der tilbyder den billigste varme i Danmark, fordi man netop har gjort sig uafhængig af gas og stedet bruger flis som brændsel, suppleret af solfangere.
Han vurderer at nye forbrugere i Fandrup og Ullits skal regne med en tilslutningsafgift i omegnen af kr. 100.000, som fjernvarmen er villig til at finde en afdragsordning for.
Varmeværket har på sin hjemmeside lagt en beregner ind, så hver husstand kan få indikation på hvad deres årlige varmeudgift vil beløbe sig til.
Varmeværket er dimensioneret til flere forbrugere
Farsø Varmeværk er allerede dimensioneret til at kunne koble langt flere forbrugere på.
-For nogle år siden fik vi opført den nye satelit på Fredbjergvej, hvis kedel lige kører på nedsat kraft. Den blev dimensioneret til at sygehuset og industrien kunne kobles på. Sygehuset er kommet på, men der stadig masser af kapacitet. Og vi har masser af skovflis i lokalområdet, ligesom vore solfangere på nuværende tidspunkt næsten kan klare opvarmningen alene om sommeren, siger Søren Kjær og fortsætter:
Først koblet på om 2 år
Men som vi også har fortalt borgerene i Ullits og Fandrup, så betyder en tilmelding til fjernevarme her og nu ikke, at man har indlagt fjernevarme i sit hus inden vinter.
Det vil tage mindst 2 år. Projekteringen er ganske vist sat i gang, men det er især rørføringen ud til husene der tager tid.
Derudover har vi også den faktor, at der lige nu er rationering på fjernvarmerør, og man ikke kan bestille til lager. Desuden gør udbud og efterspørgsel at rørerne netop er steget med 27%.