FARSØ: I lørdags sluttede sæsonen for Farsøs’ populære bagagerumssalg. Desværre startede dagen ud som meget regnfuld, som det ugentlige salg ellers i år har været forskånet for, på nær to lørdage.
Antallet af private sælgere var derfor i lørdags meget begrænset, og en del sælgere er derfor sikkert brændt inde med gode brugt varer til salg.
Ny mulighed om en måned
Men man skal ikke fortvivle, for Farsø Handelsstandsforening, som også står bag Hot Sommer som bagagerumssalget er en del af, giver en ny mulighed om kun en måneds tid i forbindelse med Efterårssalg i Farsø. Mens butikkerne har fundet de nye efterårsvarer frem sammen med en række aktiviteter, så låner handelsstandsforeningen de tidligere brugslokaler i Farsø Rådhuscenter til et loppemarked for private.
Gratis stand over to dage
Loppemarkedet varer to dage, så der er god mulighed for at få salget i gang. I modsætning til bagagerumssalget, skal man melde sin ankomst, altså booke en stand, men deltagelse er gratis.
En ide der nu bliver prøvet af
Tanken om et indendørs loppemarked har været oppe at vende flere gange. Mange har syntes, at det kunne være sjovt at prøve idéen af, ikke mindst når der er mulighed for at benytte de ledige lokaler i Farsø Rådhuscenter og der er garanti for tørvejr. Nu bliver idéen til virkelighed.
/cf

