GL. ULLITS: Klatring er en sportsgren med stadig stigende deltagelse, specielt efter det er blevet optaget som en OL-disciplin.
I Viborg Klatreklub, VKK, er det noget der mærkes tydeligt, både antallet af unge der vil prøve kræfter med sporten, men bestemt også blandt klubbens medlemmer.
Anine Alstrup, der bor i Gl. Ullits og går i skole i Farsø, har klatret siden 2011, hvor hun som 6-årig startede på klatrevæggen og har siden kun gjort fremskridt.
I dag kan den 13-årige pige bryste sig af en titel som landsholdsklatrer!
De seneste 4 år er gået med træning og konkurrencer, hvor Anine sjældent er kommet hjem uden gyldent metal om halsen. VKK har længe stillet rammerne op for den ugentlige træning, men efterhånden som Anine er blevet bedre, har det været nødvendigt at supplere den ugentlige træning med talent træning i Århus. Af de større bedrifter kan blandt andet nævnes flere 1. pladser i bouldering men vigtigst er nok den podieplads det blev til ved leadcup for voksne! Ved DM i bouldering 2018 tog Anine desuden en sølvmedalje med hjem, hvor kun to forsøg skilte hende fra en førsteplads.
I weekenden klatrede Anine med Dannebrog på ryggen, til Nordiske mesterskaber isom fandt sted i Helsinki Finland, i hendes yndlingsdisciplin, bouldering. Det var en nervepirrende runde mod særdeles skarpe klatrere fra hele Norden. Anine fik en flot placering.
Al tiden går ikke bare med træning, men også med at træne andre. Anine er hjælpetræner for VKK’s (Viborg Klatreklub) juniorhold hver torsdag, hvor hun sammen med andre juniorklatrere sørger for opvarmning og træning af nye klatrere. Hun er også et stort forbillede for de andre juniorklatrere, der sommetider også deltager i konkurrencer og søger inspiration i Anine. Her har far Dan ydet et stort stykke arbejde med at få flere fra VKK med til konkurrencer og skabt mere liv i juniorafdelingen.
Anine passer desuden sin skole og elevrådsarbejde, den ugentlige træning og får desuden plads til fritidsarbejde i sommerhalvåret. Med efteråret kommer flere konkurrencer og arbejdet skiftes ud med mere træning.