STRANDBY: I forbindelse med sidste års Strandby Festuge og Strandby IF’s 90 års jubilæum blev der lavet en lokalhistorisk særudstilling om byen Strandby og Strandby IF.
Der var billeder fra Strandby, hvor man bl.a. kunne se hvor mange butikker, der fandtes i byen op gennem 1960’erne samt omtaler og avisartikler m.m. fra Strandby IF’s historie.
Mere end 300 interesserede lagde vejen omkring Strandby for at se udstillingen.
Også i forbindelse med dette års festuge i Strandby vil der være en lokalhistorisk udstilling – denne gang om Ertebølle.
Det er igen Henning Andersen i samarbejde med Lokalhistorisk Arkiv for Farsø og Omegn der står bag Ertebølle udstillingen.
Henning Andersen er født og opvokset i Ertebølle, så han har ekstra megen viden og mulighed for at skaffe fotos og dokumentation fra Ertebølle.
Han fortæller:
For at binde Strandby sammen med Ertebølle har jeg taget udgangspunkt i gården ”Overgaard” i Myrhøj, som var i den samme families eje gennem fire generationer og mens min tipoldeforældre startede. Derfor vil der være masser af billeder og historier helt tilbage fra 1800-tallet.
En del af materialet har jeg lavet i forbindelse med en fætter- og kusinefest, som blev afholdt i marts. Efterfølgende har flere lidt længere ude i familien også ytret ønske om at se de mange billeder.
Derfor er der lørdag i Festugen inviteret til Grandfætter-kusine træf, hvor jeg håber at endnu flere vil dukke op, og sikkert møde familiemedlemmer, man ikke før har mødt.
Fra selve Ertebølle vil der være billeder og historier nogle år tilbage. Lokalhistorisk Arkiv fra Farsø og Omegn ligger inde med meget materiale fra Ertebølle.
Der vil således også være ”Ertebølle-møde” den 12. august, hvor jeg håber mange vil dukke op og møde gamle naboer fra dengang, der var masser af børn i Ertebølle.
I forbindelse med Strandby IF’s udstilling sidste år er der også kommet nye holdbilleder til, der som supplement til sidste års udstiling, vil kunne ses.
Alle tre udstillinger vil kunne ses i Strandby Hallens cafeteria torsdag og lørdag i forbindelse med festugen.

