Livø vil være den første ø med selvforsynende grøn energi

VESTHIMMERLAND: Mange er sikkert bekendt med at landbruget på Livø er økologisk, men de færreste er bekendte med at øen også er energimæssigt selvforsynende.

Livø er ikke og har aldrig været forsynet med el fra fastlandet gennem et højspændingskabel hen over Limfjordens bund. Og sådan bliver det heller ikke fremover.

I 10 år har øen, der er ejet af staten, arbejdet med at øens elforsyning og opvarmning skal væk fra dieseldrevne generatorer og fastbrændselsfyr til grøn energi.

Øen har allerede nået en vigtig milepæl, der betyder at øen i dag forsyner sig med 50 % vedvarende energi produceret på øen gennem vindmølle, solceller, batterier, elkedel, varmepumper og et nyt fjernvarmeanlæg.

De 10 års arbejde er beskrevet i en publikation, som har til formål at inspirere andre til at gå samme vej til at blive energimæssigt selvforsynende.

Det er Naturstyrelsen der står for driften af Livø, der dog for nylig var udfordret. Statslandbruget på Livø – blev reddet fra lukning i sidste øjeblik. Det er et økologisk demonstrationslandbrug for mange nye kornsorter. En lukning af statslandbruget kunne også have lukket den energimæssige omstilling.

Publikationen fortæller på den måde også om Naturstyrelsens arbejde med udvikling og demonstration af bæredygtighed i bred forstand på øen, der i mange henseender er et spejlbillede i miniformat af Danmark, med en lille by, 8-10 fastboende, to tredjedele skov og natur – med næsten alle de danske naturtyper repræsenteret – og en tredjedel landbrug.

Som i det øvrige land er energiforbrug og ressourceanvendelsen, her især næringsstofkredsløbet, de helt centrale temaer for bæredygtighedsudviklingen, og i 2012 blev det besluttet, at Naturstyrelsen skulle arbejde hen imod en total selvforsyning med vedvarende fossilfri energi på øen.

Med støtte fra Energinet er der i årene 2015- 2019 gennemført første etape af en omlægning af øens energiforsyning. Helt konkret med solceller, en vindmølle, en elkedel, en varmepumpe, en 32 kubikmeter akkumuleringstank, et flowbatteri, et nyt fjernvarmenet, LED-belysning, samt nye topmoderne generatorer der kan køre på biodiesel, således at man kan sikre stabil spænding på øens lokale forsyningsnet.

Publikationen, som kan rekvireres ved henvendelse til Naturstyrelsen Himmerland fortæller udover det grønne energiprojekt også om øens særlige unikke naturværdier og bevaringsværdige kulturmiljø og den mere end 700 årige historie som beboet ø.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: