VESTHIMMERLAND: – Der har været stille på min side et stykke tid, og det har der været, fordi jeg havde brug for at tænke mig godt om. Så det er med stor overvejelse og glæde, at jeg er blevet enige med Danmarksdemokraterne om at repræsentere dem fremover.
Sådan lyder det fra medlem af Byrådet i Vesthimmerland, Liselotte Lynge Jensen i en besked hun har meldt ud på hendes facebookside.
Videre skriver hun i opslaget: – Jeg håber også I kan være med fremover. Jeg har ikke ændret holdning over natten, jeg kæmper stadig for de svage, for de ældre, for sundhedsområdet i det hele taget, og jeg kæmper for de danske værdier.
Hun er i øvrigt også næstformand i sundhedsudvalget i Vesthimmerlands Kommune
Liselotte Lynge Jensen blev i 2017 valgt for Dansk Folkeparti første gang, og det valg gentog hun ved kommunalvalget i november 2021, men efter al turbulensen i DF valgte hun i sommeren 2022 at forlade partiet og blive løsgænger.