Af: Per Nyborg (C), formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Vesthimmerlands Kommune
og Jeppe K. Pedersen (C), medlem af Kultur- og Fritidsudvalget i Vesthimmerlands Kommune
Gennem de seneste 4-6 år har der været arbejdet med at udfase ”25-års reglen” i vores foreninger. Det er vi næsten i mål med.
”25-års reglen” betyder, at en forening reduceres i driftstilskud forholdsmæssigt for andelen af medlemmer over 25 år. Altså, at der er mindre tilskud, jo større andelen af over 25-årige er i en forening.
I en tid hvor der er meget fokus på at flest mulige skal være idrætsaktive, er det problematisk at foreningsdrevne golfklubber i Vesthimmerlands Kommune, som de eneste, fortsat er omfattet af ”25-års reglen” og dermed direkte rammes på økonomien.
DGI, DIF og Vesthimmerlands Kommune arbejder henimod at få så mange foreningsaktive som overhovedet mulig. Målet er, at i 2025 skal mindst 50 % af befolkningen dyrke idræt i en forening og mindst 75% skal være fysisk aktive. I golfklubberne er det primært medlemmer over 25 år – mange af dem er seniorer.
Udover at de mange seniorer i vores foreningsdrevne golfklubber nyder at udøve deres sport, er der god motion og mindst lige så vigtigt, masser af fællesskab ved at være med i foreningslivet. Mange seniorer er også frivillige i golfklubberne og yder dermed en uundværlig indsats i foreningerne.
Konservative har fremsat forslag til budget 2025 på 125.000 kr. til fuld udfasning af ”25-års reglen” i Vesthimmerlands Kommune.
Med en udfasning af ”25-års reglen” i de foreningsdrevne golfklubber i Vesthimmerlands Kommune, sikrer vi lige vilkår for vores foreninger. Det må være i alles interesse.