Af: Berit Byg, Næsbyvej 91, Ranum
Jeg har en ven og en veninde. De er gift med hinanden.
Min ven har for en snes år siden haft et par store slagtilfælde, der har gjort ham stærkt handicappet allerede i en forholdsvis ung alder.
I de fleste kommuner og således også i vores er der til den slags mennesker kun et tilbud at få, nemlig en plads på et af de kommunale plejehjem, uagtet den kendsgerning at min ven ikke var fyldt halvtreds endnu, da ulykken indtraf.
Min veninde er en fighter og bestemte dengang, at hendes mand ikke hørte til blandt alderssvækkede seniorer med de knappe personalemæssige ressourcer, der hersker på vores plejehjem, hvor der ofte ikke er tid til at tage beboerne op før et stykke op af formiddagen og lægge dem i seng igen et stykke ud på eftermiddagen med et minimum af aktivering og pleje derimellem. At konsekvensen af en sådan ressourceknaphed nemt kan blive det, vi kalder sengelejets komplikationer med mulige fatale konsekvenser for en svækket krop, siger næsten sig selv.
Så hun sagde sit arbejde op som social- og sundhedsassistent og blev i stedet ansat som sin mands personlige hjælper.
Normalt ville et menneske med et handicap af samme sværhedsgrad som min vens afstedkomme et større antal hjælpere, der ville skiftes til at være i den pågældendes hjem på alle tider af døgnet året rundt. Ikke sådan hos mine venner.
Kommunen har indgået en kontrakt med min veninde, hvor hun er ansat på timebasis (idet hun så er nemmere at slippe af med igen på uforpligtende vis den dag, min ven evt. måtte afgå ved døden, for nu at sige det meget direkte), og hun samtidig præsterer det arbejde ene mand, som 8-10 mand ellers ville være fælles om. Vel at mærke ved at levere arbejde 24-7 til en aflønning for 37 timer om ugen med aftentillæg for ganske få timer ud af disse. Har hun for en sjælden gangs skyld et ønske om at rejse bort i kort tid eller brug for kommunal aflastning eller hjælp af andre grunde, kan hun aldrig vide sig sikker på en aflastningsplads på et plejehjem før umiddelbart inden, hvilket i sagens natur vanskeliggør f.eks. bookinger af flybilletter og anden planlægning en hel del (man kan synes, dette virker en smule løjerligt, det store antal ledige kommunale plejehjemspladser taget i betragtning. Men måske skal man bare lade være med at spørge.).
Min veninde begynder nu at udvise tegn på fysisk nedslidning, og så skulle man synes, det måtte være i almenvellets interesse at forebygge, så en senere operation for slidgigt kunne undgås. Sådan forholder det sig imidlertid ikke. Igen gnider kommunen sig i hænderne af fryd over sin egen snedighed og henviser til, at min veninde som hjælper til sin meget plejekrævende mand ikke er ansat af dem, men af ham selv, så hun ikke kan tilkomme f.eks. at træne på et af de hold, der gratis står til rådighed for en “rigtig” kommunalt ansat. Min veninde har nu selv måttet bekoste at træne på et tilsvarende hold, der tager imod dem, der ikke er så heldigt stillede som de “rigtige” ansatte. Måske mest af alt fordi min veninde trods alt forstår, at forebyggelse er bedre end helbredelse, og fordi hun ikke kan overskue, hvad konsekvenserne for hendes mand vil være, hvis han skulle igennem et langvarigt ophold på et almindeligt plejehjem uden tid og ressourcer til sufficient omsorg og pleje.
Lad mig gøre det ganske klart, at dette ingenlunde skal tages som udtryk for en kritik af de ansatte på vores plejehjem og i hjemmeplejen. Derimod af de ressourcer der afses til dette endog yderst vigtige område.
Og ikke mindst af det menneskesyn, der unægteligt må ligge til grund for en sådan behandling af de svageste af vores medborgere. Både i forvaltningen og blandt de ansvarlige politikere.
Derfor vil jeg gerne her op til valget opfordre byrådsmedlemmerne og de håbefulde kandidater til at forholde sig til, hvordan man egentlig sætter pris på et menneskes værd. Tydeligvis har det indtil videre ikke været et højt prioriteret anliggende.