Lars Rem foreløbigt politisk hjemløs

HVALPSUND: I onsdags annoncerede leder og stifter af Nye Borgerlige, Pernille Vermund, at partiet skal opløses.

Det kom som en helt uventet besked for Lars Rem, der er valgt ind for partiet i Vesthimmerland og er Byrådsmedlem i Vesthimmerlands Kommune.

– Med to aktive mandater i Nye Borgerliges folketingsgruppe risikerer vi ikke alene at arbejde os i stykker, men også at være dem, der spænder ben for et borgerligt flertal og dermed en borgerlig statsminister, lød det i beskeden fra Pernille Vermund, som hun sendte ud i opslag på Facebook og på X.

Beslutningen skete i fællesskab med partiets andet folketingsmedlem, nemlig nordjyske Kim Edberg Andersen.

Fra Lars Rem, bosiddende i Hvalpsund lyder det:

– Jeg er selvfølgelig træt af, at partiet går i opløsning. Jeg mener, at vi var et bedre alternativ, end så mange andre. Og så er jeg blevet politisk hjemløs, men det betyder ikke, at mine holdninger, og det jeg i Byrådet har kæmpet for ændrer sig.

I første omgang er jeg medlem af Nye Borgerlige Himmerland, indtil vi har hørt fra hovedbestyrelsen.

Derefter kommer man til at, se mig som løsgænger i Byrådet. Det bliver ikke meget anderledes end det har været indtil nu. En gruppe på een, er det stadig.

Som løsgænger kommer jeg også til at tænke særdeles grundigt over, hvad så?. Det er ikke noget der skal hastes. Uanset hvad der kommer til at ske, så kommer jeg ikke til at ændre mine politiske holdninger.

Nye Borgerliges hovedbestyrelse tager hul på planlægningen af partiets opløsning 27. januar, hvilket vil være et forløb på flere måneder.

For at Nye Borgerlige kan blive opløst, skal der afholdes to ekstraordinære generalforsamlinger. To tredjedele af de stemmeberettigede skal begge gange stemme for at opløse partiet.

/cf

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: