Jeg savner dine lussinger, som fra starten af mit ophold på Solhaven i 2006 var med til at få mig til at indse virkeligheden omkring mig
Med en splittet barndom fuld af svigt og irettesættelser kommer man meget let til at se det værste tænkelige i alt omkring sig. Jeg står med tårer løbende ned af kinden og skriver dette til dig!. Du er det tætteste jeg nogensinde har været på en familie, du var – og er den første mand som lyttede til mig igennem en lang årrække af anbringelser rundt i hele Danmark!
Brønshøj, Odense, Roskilde, Lemvig, Thyborøn. INGEN af disse steder forstod mig, min fortid, min ligegyldighed, mit had jeg havde til alt og alle! DU lyttede til mig, og havde det ikke været for dig, Havde jeg ikke levet i dag! Du gav mig livet tilbage. Solhaven gav mig livet tilbage, og nu hvor danske medier har fået fremstillet Solhaven på den værste tænkelige måde frygter jeg for alle de misforståede, forvirrede og ensomme unge som er på Solhaven, og alle andre steder i Danmark.
Hvad skal der blive af dem?. Hvem er der til at lytte til dem?. Forstå dem?. Redde dem?. Danmarks regering – de er fortabte, landets kommuner er forblændede af deres egen egoisme, de forstår ikke hvad det er de har gjort! Hvem skal nu sige dem imod og tale vores sag? De ville ikke lytte til mig! Hvem skal nu lytte til mig? Du må ikke give op, for uden dig går så mange unge tabt, de er jo stadig børn. Ingen har lært dem om livet og Danmark vil ikke tillade, at de lærer om livet på egen hånd. Alt det de har lært igennem deres barndom er set med forkerte øjne, de har vandret gennem systemet og lært om livet med deres egne forblændede øjne. Forblændede af at blive misforstået, forblændet af ensomhed, forblændet af folks egoisme, forblændet af alt den ligegyldighed vi ser omkring os i dag.
Jeg begynder igen at føle mig fortabt, hjælp mig til at forstå hvorfor mennesker kan være så ligeglade med alle. Hjælp mig med at forstå hvorfor alle er så uærlige. Du må ikke lytte til historierne. De er blevet fortalt med forblændede øjne. De forstår ikke virkeligheden der sker hver eneste dag, hvert eneste sekund. De mangler jo bare nogen som vil lytte til dem. Ingen vil lytte dem nu. De sidder nu igen ensomme tilbage. Fortabte, fortvivlede, usikre forbliver de. Ingen har magtet at hjælpe dem, ingen har ønsket at forstå dem, også de har været forblændede af deres egen virkelighed.
”Lyt ikke til dem!, Du må ikke lytte til dem ellers får du lussinger af mig. Kan du fatte det din bums!”
Danny Omar Kofoed Nielsen:
– Svigtet af systemet og sin ”familie” igennem 23 år.
– Udlært tømrersvend.
– Tidligere indsat i Vestre fængsel i 1 uge. Hov må hellere sige 288 timer i isolation. (Turde ikke
snakke med nogen – de så farlige ud, shh) med kun et bevilliget toiletbesøg(Kunne ikke skide var
bange, shh)
– Gennemført Værnepligt.
– Tidligere straffet for vold:Pædagogen overraskede mig bagfra med et kvælertagpå Seden Enggård, og da jeg som seksårig blev ”overfaldet” af en misforstået kioskejer,(som ikke skal bære skyld), hvor jeg blev trykket på halsen og efterfølgende lå tre døgn på intensiv afdeling på rigshospitalet. Reagerede jeg ud fra dette?. Det sagde click. Og med det samme brød jeg fri af grebet hvor jeg efterfølgende slog den ansatte 2-3 gange i hovedet. Her vågnede jeg op og indså hvad jeg var i færd med. Den dårlige samvittighed spredte sig atter i kroppen på mig. Men her var det for sent, pædagogen havde kontaktet politiet i løbet af 2 minutter og jeg så ham aldrig igen. Han havde desuden forklaret politiet, at der var gentagne slag og spark på kroppen. Dette forstod jeg ikke og blev derefter tavs og faldt hen i mine forvirrede, misforståede tanker. Hørte efterfølgende ikke andet end at jeg modtog en betinget dom på 14 måneder. Var ikke til nogen retssag så vidt jeg husker.
Nå ja .. og episoden skete på baggrund af, at jeg skulle have min CD fra en anden beboer, som lige ville høre det sidste nummer ingen sengetid. Jeg forklarede, at det var sengetid og at pædagogen havde sagt to gange at jeg skulle gå i seng, men der blev insisteret og jeg bukkede under som det svage menneske jeg var blevet. Her gad pædagogen ikke gentage det og tog armen rundt om halsen på mig for at trække mig ind på mit værelse. Pædagogen havde taget sine egne bekymringer fra livet og hverdagen med sig på arbejde. Dette resulterede i at han var forblændet i egne problemer og ikke så det fra min side.
_ Tidligere straffet for røveri: Var kommet i hybel i Tingbjerg efter episoden på Seden Enggård, på trods af at jeg gentagne gange havde sagt til min sagsbehandler at hvis jeg kom dertil og bo, ville jeg ende i problemer. Jeg ønskede en hybel væk fra Tingbjerg. En som var i Valby, hvor jeg kendte få unge ligestillede. Dette fik jeg afslag på. Da de kun havde tilgang til deres egne hybler i Tingbjerg kommune. Jeg gik med til at flytte til Tingbjerg hvis jeg kunne få en knallert af dem. Dette lovede de mig at jeg ville få, og jeg flyttede i en lille hybel i Tingbjerg, hvor der allerede boede en anden ung. Her var der ingen pædagoger eller opsyn. Opsynet med os skete 1-2 gange ud af de måske 3 måneder jeg boede der. Jeg var bange og alene, og efter 2 måneder fik jeg fundet styrke til at ringe til kommunen og spørge om kanllerten. Deres svar var – Nåh ja, det er også rigtigt. Min chef vil ikke betale en knallert, det beklager jeg. Vi vil derimod bevillige kr. 2.000, som du kan låne og skal betales tilbage. Jeg siger okay, det var pænt af jer, men jeg kan ikke købe en knallert til kr. 2000. Deres svar på dette var: – Det kan vi ikke tage os af. Vi har gjort hvad vi kunne.
Jeg føler mig magtesløs og vred over, at jeg igen ikke er blevet hørt. Jeg forsvinder ind i mig selv i frygt for omgivelserne. Jeg tisser i 2 l. tomme colaflasker i frygt for at gå udenfor min egen dør og hælder urinen ud af vinduet om natten. Jeg møder nogle andre unge, som ringer på og siger de skal snakke med den anden beboer. Han er ikke hjemme siger jeg. De siger ok, og spørger mig om det er ok, at de venter i lejligheden indtil han kommer hjem. Jeg er godtroende, og siger det må de da godt, og i baghovedet har jeg et lille håb om at de måske vil være venner med mig. Jeg tog grueligt fejl. De spurgte om jeg havde lavet noget før. Jeg opremser biltyveri, indbrud o.s.v. i håb om at blive accepteret. De spørger om jeg er klar på at lave røveri med dem. Jeg svarer HELT sikkert (og tænker YES jeg er accepteret). Vi kører ud til en tankstation, hvor jeg får et oversavet jagtgevær i hånden. De forklarer situationen og fortæller hvad jeg skal gøre. Jeg spørger så: – Skal I ikke med?. De svarer: – Nej, sgu da, han kørte bilen, jeg skaffede jagtgeværet, du har ingenting gjort. Så du laver røveriet alene. Jeg tænker, ok det giver mening, og siger ja ok. Så giv mig den gun!. Jeg tøvede da jeg stod der, gik så tilbage. Jeg gør det fand’me ikke!. Så sige de: – Det skal du. Nu har vi gjort alt det andet for dig med at finde ting o.s.v.. Jeg bukker under og siger ok. Jeg står derude og kan ikke finde mod, da alle sanser i mig selv fortæller mig, at det er forkert det her. Kun 1 del af kroppen fortæller mig, at jeg skal gøre det. Og det er den ensomme del, som bare gerne vil have nogle venner.
Jeg bliver pågrebet på Husum Torv af en betjent jeg vil kalde JB. Jeg skulle senere høre for dette, for det viste sig at være en tidligere Solhave pædagog, som nu sidder på en yderst troværdig stilling i det danske land. Og jeg Bønfalder mænd som DIG i at stå frem, og fortælle om alt det gode Solhaven gør for os svage unge mennesker! Jeg frygter at Solhaven ikke vil overleve uden Søren, Med al respekt for dig Bent, så kender jeg dig ikke som Søren, er ikke i tvivl om, at du vil gøre et godt stykke arbejde.
Hilsen
En pålidelig tidligere anbragt på Solhaven, Tvind, Seden Enggård, Møllegården, Frederiksholm, Arilsgård, Skovbrynet, måske flere?
Danny Nielsen
Islandsgade 6, 4th., 9000 Aalborg
NB: Danny Nielsen har dannet facebookgruppen:
<cite>da-dk.facebook.com/StotSorenVirenfeldtOgHansLivsvaerk</cite>
