LærDansk Vesthimmerland i Farsø lukker men genåbner som UCplus

FARSØ: LærDansk sprogskolen på Lille Torv 3 holdt forrige torsdag afslutning. Det blev for de hold, der har undervisning mandag, tirsdag og torsdag og skete med instruktion i Zumbadans ved dansklærer og Zumbainstruktør Soheila Ghods på den flisebelagte plads/passage uden for sprogskolen mellem Torvet og Lille Torv. Mange kursister deltog aktivt og begejstret i danseundervisningen i 1½-2 timer under utrolig energiudfoldelse og spontan glæde.

Afslutningen på LærDansk blev markeret med Zumba dans. Dagen var ikke så vemodig, da danskundervisningen starter op igen efter sommerferien i regi af UCplus.

Efter dansen trakterede kursister fra en lang række kulturer og madtraditioner med nationale retter for hele skolen. Herefter var der møde med repræsentanten for den nye entreprenør, der understregede, at undervisningen fortsætter den 1. august med udgangspunkt i de samme kursisthold men muligvis med en ny lærergruppe. Sidstnævnte udtalelse blev mødt med højlydte protester fra kursisterne, der ønsker at holde fast ved deres nuværende lærerkorps.

I fredags mødtes LærDansk holdene igen, hvor der var formel overrækkelse af diplomer/beviser for afsluttet danskuddannelse til 25 håbefulde kandidater, der nu håber på at kunne finde et job, så de kan blive selvforsørgende.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: