Af: Ole Smed, Leder af Barnets Blå Hus Vesthimmerland
Siden 2016 har Barnets Blå Hus Vesthimmerland været et fristed for børn og unge, der vokser op i hjem præget af alkohol- eller stofmisbrug. Her har 322 børn og deres familier fundet støtte, tryghed og nye muligheder.
Hvert år hjælper vi omkring 50-55 børn. 63 procent bliver henvist af kommunale eller regionale medarbejdere, og 90 procent af dem, der kommer i huset, er fra Vesthimmerlands Kommune. Vores arbejde er altså ikke et tilbud i periferien – det er et nødvendigt supplement til kommunens egne indsatser.
En faglig evaluering af psykolog og Ph.d. Helle Lindgaard viser tydeligt, at indsatsen virker:
-Samlet set vurderer 100 procent af forældrene i den kvalitative undersøgelse, at Barnets Blå Hus har hjulpet familien i høj eller meget høj grad.
-Blandt børn mellem 3-10 år oplever 96 procent, at det har haft en positiv eller meget positiv betydning at være i Barnets Blå Hus.
De børn, der starter hos os, er ofte meget belastede – over normen for aldersgruppen i hele Danmark. 33 procent mistrives i alvorlig grad og oplever psykosomatiske symptomer, uro, koncentrationsvanskeligheder og usikkerhed.
Men effekten er markant: Risikoen for depression og stressbelastning falder med omkring 50 procent efter et forløb. Antallet af børn med udprægede psykosomatiske symptomer falder væsentligt.
Bag tallene gemmer sig virkelige børn: En 7-årig, der for første gang tør fortælle om mors drikkeri i børnegruppen. En 15-årig, der i ungegruppen opdager, at han ikke er alene. En mor i babycaféen, der lærer, at hun kan give sit barn en ny start. Små skridt, der kan ændre et helt livs retning.
Vi driver en bred vifte af aktiviteter – fra terapeutiske gruppeforløb, neurofeedback og forældrerådgivning til økonomisk vejledning, fællesspisning og udflugter. Her lærer familierne at finde håb, overskud og netværk.
Men indsatsen hviler på midlertidige bevillinger og fondsmidler. Hvert år står vi i uvished: Kan vi love børnene, at døren også er åben næste år?
Vi ved, at tidlig og stabil indsats betaler sig – både menneskeligt og økonomisk. Hver krone investeret nu kan spare kommunen for flere kroner senere – færre udgifter til social indsats, kriminalitet, psykisk behandling, skoleproblemer. Men mere end det: Det kan give børn en barndom med selvværd, håb og et grundlag for et godt voksenliv.
Vi beder om øget og stabil finansiering – ikke luksus, men nødvendighed. For ingen børn skal stå alene i misbrugets konsekvenser.
