Af: Allan Ritter, Formand for Teknik og Miljø, Vesthimmerlands Kommune
Det er trist, at en stor arbejdsplads som Jeld-Wen nu lukker. Det påvirker mange mennesker – både direkte og indirekte – og det skaber naturligt bekymring. Men midt i det svære opstår også en mulighed: 42.000 kvadratmeter står nu tomme. Det er et kæmpe areal, og i de rette hænder kan det blive et nyt kraftcenter for iværksætteri og erhvervsudvikling i Vesthimmerland.
Mange nye virksomheder mangler netop én ting: adgang til billige og egnede kvadratmeter, hvor man kan starte småt og vokse sig større. Derfor bør vi i kommunen og byrådet tage de næste skridt – og det haster.
Jeg har allerede sat gang i en afdækning af, hvad det er muligt og lovligt for kommunen at deltage i. Vi skal kende vores rammer – men også vores muligheder. Kunne vi – f.eks. i samarbejde med private aktører – etablere en fond under Erhverv Vækst Himmerland, som opkøber og udvikler lokalerne med henblik på udlejning til nye virksomheder?
Det kunne være et vigtigt værktøj for ny vækst – og måske resultere i endnu flere arbejdspladser end før. For vi skal huske én ting: Hvis vi vil have flere til at bosætte sig i Vesthimmerland, så er adgang til arbejdspladser et vigtigt element. Ligesom gode daginstitutioner, stærke fritidstilbud og den smukke natur, vi er omgivet af, også spiller en afgørende rolle.
Lukningen er et tab – men det kan blive startskuddet til noget nyt og stærkt. Jeg ser frem til, at vi som kommune og byråd tager debatten og finder løsninger i fællesskab – til gavn for både erhvervsliv og lokalsamfund.

