Af: Niels Carøe Skinnerup, Aalestrup, Socialdemokratisk byrådskandidat til KV25
For nylig deltog jeg i et møde arrangeret af DH Vesthimmerland, hvor medlemmer, pårørende, borgere og byrådskandidater var inviteret til en uformel snak om handicappolitikken i kommunen.
Formanden, Jørgen Hansen, gennemgik de mange tilbud, der findes til vores borgere med handicap – og det var både inspirerende og opløftende at høre, at meget faktisk fungerer godt.
Men mødet satte også tanker i gang. For der blev peget på en vigtig udfordring: normeringerne på flere af de kommunale tilbud er for lave. Det betyder, at de ansatte ofte løber meget stærkt for at få hverdagen til at hænge sammen – og det går i sidste ende ud over både medarbejderne og borgerne.
Som socialdemokratisk byrådskandidat vil jeg arbejde for bedre arbejdsvilkår for kommunens ansatte, så de får tid og mulighed for at yde den omsorg og støtte, som borgerne har brug for og krav på. Velfærd kræver mennesker – og mennesker kræver ordentlige rammer.
Samtidig skal borgere med fysiske og psykiske udfordringer have den nødvendige støtte til at leve et værdigt, meningsfuldt og selvstændigt liv. Det handler om respekt, inklusion og rehabilitering – og om at skabe et samfund, hvor alle kan føle sig som en del af fællesskabet.
Lad os sammen gøre Vesthimmerlands Kommune til den kommune, der tager sig bedst af vores udfordrede borgere – og som passer på dem, der hver dag passer på os andre.
