La Vida’s åbner 1. juledag

FARSØ: I slutningen af oktober blev det kendt, at butikslokalerne på Nørregade 2 skifter status fra tøjbutik til spisested.

Siden har lokale håndværkere haft travlt med at etablere køkken, ventilation, bar og toiletter i de tidligere forretningslokaler. Det har været en større opgave, og der er blevet arbejdet både tidligt og sent. Alligevel trak det lidt ud, for egentlig skulle Farsøs nye spisested have været åbnet inden jul, men nu åbner det 1. juledag, altså på onsdag. 

Ejere af La Vida’s cafe, Pizza & Steakhouse er Emrah Ok og Mehmet Eren Yalnız.

Vil tilbage til Farsø
Sidstnævnte kender Farsø godt. Fra 2016 og indtil 2021 drev han Farsø Pizza & Steakhouse på hjørnet af Skolegade i Farsø. I 2021 solgte han pizzariet i Farsø for at rykke videre til Nørager, hvor han har drevet pizzaria indtil april i år, hvor det blev solgt. Ønsket for Mehmet Eren Yalnız har været at vende tilbage til Farsø.

Byen skal have et nyt spisested med cafe
Emrah Ok og Mehmet Eren Yalnız har lejet Nørregade 2 med forkøbsret til bygningen. De har investeret meget i bygningen, så Farsø kan få sit nye spisested.

Som Mehmet Eren Yalniz udtalte i oktober.

-Det bliver ikke et traditionelt pizzaria. Det skal være noget andet. Det bliver en cafe, restaurant og cocktailbar. Det skal være et sted, hvor folk kommer for at hygge. Det mangler der i Farsø.

Emrah Ok og Mehmet Eren Yalnız glæder sig til at betjene Farsø kunderne, og har endnu ikke lagt sig helt fast på menukortet. Det vil de bruge den første måneds tid på at lægge sig fast på sammen med kunderne, da spisestedet, som før nævnt, er et nyt koncept.

/cf

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: