FARSØ: Om kort tid, nærmere bestemt den 11. februar, står ”Kvinden i Fokus” og Farsø Handelsstandsforening bag et par hyggelige og inspirerende timer med foredrag på Centertorvet og shopping i flere af butikkerne i Farsø Rådhuscenter.
Kendis fra Slædepatruljen
Fra de fire Farsø kvinder i aktivitetsudvalget bag Kvinden i Fokus: Birthe Nørgaard, Kamilla Kristensen, Annette Andreasen og Anne Marie Lindgaard, lyder opfordringen: Tag din veninde, nabo, kollega, mand, kone eller en helt anden med til denne spændende eftermiddag med foredrag af Anika Tronier, der er kendt fra TV programmet “Slædepatruljen”.
Stadig billetter
Til arrangementet hører også en hyggelig stund med vin og wraps, samt inspiration og shopping i de fleste af butikkerne i Farsø Rådhuscenter, der alle vil have søndagsåbent og klar med de nye forårsvarer – og en overraskelse. Alt sammen kun for kr. 200,- og der er stadig billetter at få, lyder det fra de fire kvinder.
Anika Tronier med hjertevarmt og inspirerende foredrag
Fra Anika Tronier, som er blevet landskendt som vært for et tv-program, hvor 18 kvinder kæmper sig igennem det, der skal til for at køre med i Slædepatruljen Sirius, får man et hjertevarmt og inspirerende foredrag. Her deler hun sin rejse fra militæret i Afghanistan til sin rolle som kone og mor til tre, samt hendes tid som politibetjent. Foredraget er en personlig fortælling om hendes liv og de afgørende øjeblikke, der har formet hende som menneske, men ikke mindst, at kvinder er lige så kompetente som mænd i erhverv som traditionelt er forbeholdt mænd.
Anika Tronier er nemlig en rigtig fighter!. Derfor valgte hun også en karriere i forsvaret og blev udsendt som den eneste kvinde på det første danske hold til Helmandprovinsen i Afghanistan. Det var en tid fyldt med udfordringer, men også en periode, der gav hende en stor indsigt i sig selv og andre..
Efter forsvaret dedikerede Anika 11 år af sit liv til at være politibetjent i København.
Ud over sin professionelle karriere er familien kernen i hendes liv. Hun er gift med Thomas, og sammen har de tre dejlige døtre, der bringer glæde og mening til hverdagen. Hendes familie er den største støtte og inspirationskilde, og de minder hende konstant om vigtigheden af balance og harmoni mellem arbejde og privatliv.
I dag er 40-årige Anika stadig tilknyttet forsvaret som reserve, primært i Flyvevåbenet og Efterretningsregimentet. Men hun bruger også alle sine erfaringer og oplevelser – heraf flere i krisesituationer, som coach og foredragsholder.
Det var netop som coach at værtsrollen på tv viste sig. Og så havde det også en personlig mission for hende. For selvom hun altid er sprunget på det, som hun sætter sig for, så blev Sirius-patruljen ikke en af dem. For den optager ikke kvinder!. Derfor har hun som coach og vært deltaget i programmet for at vise at kvinder er ligeså seje og dygtige som mænd, og de har det der skal til for at blive i optaget i Siriuspatruljen. Men Anika kæmper også kvindekampen, så formålet er også, at kvinder bør kunne være sig selv fremfor, at skulle være som mænd, for at kunne blive accepteret i mandsdominerede felter.
Med andre ord er der et inspirerende ”Kvinden i Fokus” arrangement i vente, med efterfølgende mulighed for shopping i butikkerne.
/cf