Kvinden i Fokus med Carolyne

FARSØ: Sidste år fik Farsø besøg af Sofie Lassen Kahlke. I år er det Carolyne Kaddu Rasmussen som gæster Farsø.

Det sker i forbindelse med Farsø Handelsstandsforenings arrangement ”Kvinden i Fokus”, som efterhånden nogle gange har samlet – hovedsagelig kvinder, til en hyggelig eftermiddag på Hotel Farsø til et medrivende foredrag og lidt sødt til kaffen. Efterfølgende er der mulighed for shopping med rabat i udvalgte butikker, der holder ekstra åbent.          

Mange kender Carolyne som komikeren Melvin Kakoozas mor. Sammen har de optrådt i programrækken ”Helt sort” på tv. Men Carolyne er meget mere end at være mor og tv-stjerne. Det fremgår af bogen ”Hovedet i himlen og fødderne på jorden”, som er en selvbiografi.  

Her fortæller hun sin egen historie om at flygte til Danmark som 21-årig med to børn og bygge et nyt liv op. Det er en barsk og humoristisk fortælling om mødet med en fremmed kultur, hvor mange ting er anderledes, mens noget er meget genkendeligt.

Carolyne er født i Uganda under Idi Amin-tiden og måtte flygte med sin familie til Kenya. Hun forelskede sig i en politiker, som må flygte til Danmark, hvor han får politisk asyl. Da Carolyne et år senere følger efter ham, finder hun sin mand nedbrudt af flugten og af tabet af sin identitet. Men Carolyne er fast besluttet på at slå rødder i Danmark med sin familie.

Af sin far og farmor fik Carolyne at vide at hun kunne blive lige hvad hun ville. I bogen skriver hun: ”Den drivkraft har været god for mig. For jeg har haft det livssyn med mig, at du altid kan blive bedre, og at du altid kan gøre noget. Jeg har aldrig nogensinde oplevet at være handlingslammet i mit liv, for jeg har altid fundet en anden vej, hvis plan A ikke fungerede”. 

I Danmark melder hun sig som besøgsven for Røde Kors og bliver social- og sundhedshjælper. Da ægteskabet senere ender i skilsmisse, starter Carolyne forfra med sine nu fire børn. Hun bliver sygeplejerske og videreuddanner sig med bl.a. en kandidatgrad i sygeplejevidenskab fra Aarhus Universitet.

Med andre ord er det endnu engang en stærk kvinde der besøger Farsø og fortæller sin egen historie. Billetter til arrangementet kan købes hos Matas i Farsø Rådhuscenter

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: