Kunstforeninger er gået sammen om høstudstilling

GATTEN: I lørdags åbnede en fælles høstkunstudstilling, arrangeret af Vesthimmerlands Kunstforening og Gedsted Kunstforening i Galleri Himmerlands tidligere udstillingslokaler i Gatten.

Normalt holder de to kunstforeninger deres udstillinger hver for sig, men da Kulturfabrikken i Gedsted, som er Gedsted Kunstforenings tilholdssted, lige nu er under ombygning, så er man i stedet gået sammen om udstillingen i Gatten.

22 kunstnere og mange kunstarter
Hele 22 kunstnere udstiller på høstudstillingen, fortrinsvis lokale kunstnere fra Løgstør, Ranum, Strandby, Hornum, Aars, Farsø og Gedsted. Men flere kommer også længere fra som Aalborg og sågar Norge.

Udstillingen i Gatten er åben to weekender endnu

Der udstilles malerier, keramik, billedtæpper, sten, bronze, tekstil og skulptur – altså kunst for enhver smag.

Erik Kragelund åbnede udstillingen
Høstudstillingen fortsætter de kommende to weekender, men det der var særligt i lørdags var åbningen af udstillingen, hvor Erik Kragelund, Gedsted talte.

Erik Kragelund, Gedsted holdt åbningstalen og der blev også sunget en fællessang

Resultat af et godt lokalt samarbejde
-Høstudstillingen er resultatet af et rigtig godt samarbejde mellem Gedsted Kunstforening og Vesthimmerlands Kunstforening. Det glæder mig altid at se foretagsomme og initiativrige mennesker til at præsentere noget sammen. Det er med til at berige fællesskabet. Udstillingen er et godt eksempel på ildsjæle der har fundet sammen og gjort det til denne flotte udstilling. Det skal I have stor ros og tak for. Samtidig er udstillingen også et bevis for, at der i vores nærområde findes mennesker der har nogle evner som vi andre ikke har, nemlig evnen til at skabe kunst på den ene eller anden måde.

Kunst sætter gang i vores sanser
Kunst er skabt for at sætte gang i vores sanser. Vi skal påvirkes og have nogle følelser i gang. Nogle gange kommer vi til at smile ved at se et kunstværk. Nogle gange rynker vi lidt på næsen. Det kan også være vi går i stå og falder helt i staver. Det kan være, at vi mindes. Kunst er subjektiv og forskellig for hver af os og kan beundres på flere måder: skønhed, de tanker der lægger bag eller det håndværksmæssige.

Kunst med kunstig intelligens
Jeg er ikke selv kunstner og måske er det derfor jeg så nemt lader mig imponere af det jeg ser. Det I kan og jeg ikke selv kan!. Når jeg nu siger jeg ikke er kunstner, så er det måske noget der skal tages med et gran salt. For hvad jeg ikke er, kan jeg måske blive!. Det er fordi jeg gerne vil have bragt et begreb ind i kunsten som hedder kunstig intelligens – også forkortet AI. Det er noget der er etableret, og det er også noget vi må regne med. Jeg kan så nemt som ingenting gå hen til min computer og med nogle få tastetryk bede om at få lavet et billede. Hvis der er en detalje som jeg ikke bryder mig om, så kan jeg bare bede AI om at lave den om. Sådan kan jeg blive ved indtil jeg er tilfreds. Det er jo nemt, og jeg får det endda i den størrelse jeg vil have. Hvis jeg så samtidig også går ud og køber en robot der kan føre en pensel, så er der ingen der kan se, at det er kunstig intelligens der har lavet det. Det kan jo være at jeg kommer med sådant et billede på denne udstilling næste år.

Er det kunst?

AI er både fascinerende og skræmmende, så kunstig intelligens er noget vi er nødt til at forholde os til og regne med. Så kan vi spørge os selv – er det kunst?. De fleste vil nok sige nej. Og der er en forskel. Der er ikke lagt følelser, erfaringer og perspektiver ind, for det er det vi kan. Det kan en maskine ikke. Den kan kun det vi har fodret den med. Det værste vi kan gøre er at lukke øjnene for AI og lade som det ikke eksisterer. På den her udstilling er der ikke sådanne billeder. Det er billeder der er produceret af ganske ægte kunstnere. Det skal vi glæde os over, lød det fra Erik Kragelund.

/cf

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her:

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.