FARSØ: Der var lang kø foran butikken, da Rema 1000 åbnede sin 2. butik i Farsø her til morgen. Kunderne var linet op med indkøbsvogne for at gøre brug af de gode åbningstilbud, men forinden var der velkomsttaler og snorklip.
Glædet os meget
Regionschef for Rema 1000, der bl.a. dækker Farsø, Michael Sørensen, bød velkommen.
– Vi har glædet os rigtig meget til dagen i dag. Vi kan byde velkommen til en butik som vi de seneste to måneder har shinet op fra et tomt butikslokale til en god og flot butik. Og det er en lokal købmand der kommer til at stå for den. Frank (Halvorsen – red.) har sat rigtig mange varer på hylderne gennem årene og været lige så mange år i gamet som jeg, nemlig omkring 30 år. I kender ham godt. Han har været nede i butikken i centret sammen med Daniel.
Butikken har været et år undervejs
Fra købmand Frank Halvorsen lød det: Mange tak og velkommen til. Tak for tålmodigheden gennem snart et år. Jeg ved ikke hvor mange gange vi er blevet spurgt. Åbner I snart, åbner I snart?. Nu er vi kommet til dagen, og vi har glædet os vanvittigt meget. Vi fik nøglerne sidste mandag. Tirsdag måtte vi gå i gang med at fylde varer ind. Så vi har haft 8 dage til at fylde butikken totalt op med varer. Min kone var her den anden dag. Hun ville lige kigge hvordan der så ud. Det endte med at hun kørte ned i centret, for der var så pænt her i butikken, så hun turde ikke tage noget. Men I skal ikke holde jer tilbage!. I skal bare tage løs!. Rent praktisk bliver det mig der kommer til at gå heroppe. Daniel min makker kommer til at gå nede i den anden butik. Nogle gange kan det godt være at vi bytter hvis der f.eks. er ferie. Så I vil måske møde os begge steder. Tak fordi I er kommet og glæd jer til at komme ind og se lokalerne og alle varerne.
Borgmester stod for snorklip
En rød snor skulle klippes inden kunderne kunne lukkes ind, og den var Vesthimmerlands borgmester Per Bach Laursen inviteret til at klippe, men han havde også en åbningstale.
-Den 19. august modtog jeg en henvendelse fra Rema 1000 om jeg ville komme her i dag. Det vil jeg selvfølgelig gerne, men der er jo en Rema i Farsø. Skal vi have en mere?. Ja, det skal vi åbenbart!. Indrømmet, det har jeg jo godt vidst i nogen tid – faktisk lang tid. Der er heller ikke noget værre end at have sådan en fin bygning her der står tom. Jeg kan godt fornemme presset på Byrådet i Vesthimmerland fra nu af. For jeg kan regne ud, at vi skal til at have nogle flere borgere i Farsø, hvis de skal være i stand til at tømme de butikker der er. Det bliver jo et kæmpe pres, lød det med et glimt i øjet fra borgmesteren og tilføjede: -Jeg ved ikke jo ikke om Rema 1000 stiller op til det næste byrådsvalg, for det er jo lige før I bliver politiske.
Men borgmesteren bød også oprigtigt Rema 1000 tillykke med endnu en ny butik i Vesthimmerland. Det er sådan, at når vi får dagligvarebutikker – altså kapital der kommer udefra, der ønsker at investere i vores kommune, så er det udtryk for at man tror på vores område. Det gør Rema 1000. Det har jeg mærket i de år jeg har været borgmester. Den første Rema 1000 jeg var med til åbne som ny butik, det var i Aalestrup. Og ellers har det kørt helt op til Løgstør over de seneste år. Nu vil vi indvie endnu en Rema 1000 i Vesthimmerland, nr. 2 i Farsø med håbet om, at den bliver til stor glæde for Farsø borgere, omegn og hele Vesthimmerland.
Rift om åbningstilbuddene
Herefter fik de mange kunder adgang til butikken. Ud over at beundre den lyse butik, så var der også direkte retning til åbningstilbuddene. Bananer, smør og kaffe var der særligt rift om.
Selvom tilbuddene varer i 3 dage, så løber butikken på intet tidspunkt tør. – Det lover jeg, lød det fra Frank Halvorsen, der sidst på dagen efter en meget, meget travl dag, stadig kørte på adrenalinen over en meget vellykket åbningsdag.
-Det her bliver nok den største dag på året, som ellers normalt er den sidste dag op til jul. Jeg kommer i hvert fald til at slå omsætningsrekord, mens bundlinjen kommer til at se lidt anderledes ud grundet de mange gode tilbud, lød det fra købmanden.
En indikation på hvor mange kunder der var igennem butikken på åbningsdagen kan man læse ud af det antal pølser der blev serveret udenfor butikken mellem kl. 15 og 18. Tæt på 800 pølser blev der serveret og max en pølse pr. person.
I dagene derefter fortsatte åbningssalget. Da der var max. antal på åbningssalgsvarerne pr. person, måtte man jo komme igen.
De to Rema 1000 butikker i Farsø forsætter åbningssalget sammen i de kommende uger.
/cf