Kun en uge til 50 års jubilæumsudgaven af Farsø Festen

FARSØ: I år har Farsø Festen 50 års jubilæum. Meget tyder på at jubilæumsåret også bliver rekordernes år på flere punkter.

Flere rekorder allerede slået
Aldrig før har så mange skullet til grisefest. 776 for at være hel præcis – og vel at mærke kun til den første del af aftenen. Billetterne blev sat til salg i forbindelse med Hot Sommer i Farsø, forrige mandag, og var udsolgt på 23 minutter hvilket også er rekord. Sidste år tog det godt tre kvarter.       

De mange gæster, som i øvrigt bliver til flere efter kl. 21.00, når dørene åbnes igen, er kun mulig fordi Byfesten har valgt at udvide festteltet i Søanlægget med det sidste mulige fag på 5 meter. Teltet bliver således 1.000 m2 stort i år. Byfestkomiteen gør opmærksom på at man skal være 18 år for at kunne komme til festen fredag aften også efter kl. 21. 

Lige nu lander de sidste af Farsø Festens byfesthæfter i postkasserne. Hæftet er på flotte 52-sider, hvilket også er det største i nyere tid.

Det viser noget om det store opbakning der er til Farsø Festen, men også det store arbejde som komiteen lægger i at få alle med. Antallet af VIP sponsorer har nemlig heller aldrig været større. 27 i år mod 22 sidste år.       

Disse rekorder er slået inden festen overhovedet er gået i gang. Flere rekorder er det op til Farsø og omegn at slå ved at møde op til byfestens aktiviteter. I et jubilæumsår er det byfestens allerstørste ønske at det bliver et brag af en fest.  

Festen er udvidet med en dag
Som det fremgår af Byfestprogrammet er Farsø Festen udvidet med en dag. Den starter allerede på næste onsdag. Det er Farsø Kirke der byder ind med et nyt fællesspisnings- og sangaftensarrangement som finder sted i festteltet onsdag aften.  

Festteltet rejses allerede på lørdag
Den ekstra dag betyder også at klubberne bag Farsø Festen skal i gang en dag tidligere med at stille an i Søanlægget. Det store festtelt bliver således allerede rejst på lørdag. I dagene derefter bliver der rigget an med hegn, el og alle de andre ting der skal være på festpladsen. Rigtig mange stærke frivillige hjælper vil derfor tage en tørn inden festen er begyndt.

Indretningen af festpladsen vil være den samme som sidste år. Festteltet kommer til at stå langs med søen. Der vil være masser af vinduer i siden, så man kan kigge ud over søen. Denne placering betyder også, at stien på denne side af søen vil være helt afspærret. Altså med andre ord, anbefales det, hvis man kommer fra nordenden af byen, at benytte indgangen fra Stadionalle, ellers skal man gå hele vejen rundt om søen for at komme til fest.

Legelandet placeres op mod legepladsen. På festpladsen er der også tombola, skydevogn, boksebold og pølsevogn.  

Farsø Løbet og fyrværkeri
Traditionen tro finder Farsø Løbet og Hyggeløbet arrangeret af Farsø Tri & Trim sted torsdag aften. Som omtalt andetsteds har Farsø Tri & Trim gjort noget ekstra ud af Farsø Festens jubilæum med ny medalje og musik under løbene. Medaljerne overrækkes tradtionen tro i byfestteltet. Herefter er der ølbanko i teltet frem til midnat, men vil blive afbrudt ved 21.30-tiden, hvor Byfestkomiteen i anledning af 50 års jubilæet har bestilt et festfyrværkeri over søen.

Dem som gik til Farsø Fest i 70’erne og 80’erne vil sikkert kunne huske at Farsø Festen altid blev rundet af søndag aften med et festfyrværkeri. Da programmet er sammensat anderledes i dag og festen slutter tidligere søndag end dengang, er festfyrværkeriet i stedet programsat i starten af jubilæumsfesten, nemlig torsdag aften kl. 21.30    

Grisefesten – årets fest
Fredag finder, som før nævnt, grisefesten sted. Grundet den store tilslutning, åbnes dørene til byfestteltet allerede kl. 17.30. Så er der god chance for at alle er kommet på plads til start kl. 18.30.

Byfestkomiteen har valgt at priserne i baren er uændret i forhold til sidste år og man anbefaler at købe rabatstempelkort, hvor der både er rabat, men også en hurtigere ekspedition i baren, når der ikke hver gang skal udveksles penge. Men man kan selvfølgelig også fortsat betale som man har lyst til – også for en enkelt øl, sodavand eller drink. Rabatstempelkortene kan i øvrigt bruges alle dage under byfesten i Byfestteltet.            

Farsø Festen er også børnenes fest
Fra torsdag vil det populære legeland med hoppepuder være klar til børnene. Torsdag vil det sågar være gratis for børnene, så de kan prøve det af. Herefter kan der købes partoutbillet eller dagsbillet til lørdag og søndag.          

Lørdag vil der være særligt meget på programmet for børn; guldgravning, børnedyrskue, børnekræmmermarked og naturligvis legelandet.

Men også søndag skal børnene være med. For i byfestoptoget er der en særlig børnekategori.  Håbet er at børnene vil være kreative og deltage i byfestoptoget og kræmmermarkedet med det de har og kan finde. Byfestkomiteen ser gerne at børnene allerede fra barnsben skal opleve at det er sjovt at være med.              

Lørdag aften mødes Vesthimmerlands ungdom i Farsø
De senere år har ungdommen igen fået øjnene op for Farsø Festen. I år belønnes det fra Farsø Festens side med 3 topnavne, nemli 8 Ball, Frederik fra ADHD og ikke mindst Johnson. Der er en forventning at festteltet, ligesom aftenen forinden for de voksne, vil være fyldt med gæster til denne kæmpe ungdomsfest. Bemærk man skal være mindst 16 år for at få adgang til teltet, men 18 år for udskænkning af øl og alkohol. Man kan derfor godt være forberedt på at vise legitimation ved indgangen og armbåndet vil vise om man er over eller under 18 år.       

Håber alle vi bakke op om festen
Søndag er festens store finale med optog, livemusik for de voksne i festteltet, forlystelser for børnene og til sidst slantefest fra kl. 18.00-19.00, hvorefter jubilæumsudgaven Farsø Festen siger tak for i år.   

Det kan allerede afsløres nu at der går lidt jubilæum i det søndag eftermiddag, da flere tidligere byfestkomite medlemmer har planlagt en auktion over tidligere Farsø Fest t-shirts. Spændende bliver det også at se om indslagene i Byfestoptoget gør opmærksom på 50 år jubilæet.            

Læs byfesthæftet
Programmet for festen fremgår af forsiden af denne avis og i byfesthæftet som nu er omdelt. Klubberne bag Farsø Festen og andre har kunnet tjene en skilling ved selv at distribuere byfesthæftet i byerne.  Hæftet har tidligere været forbeholdt husstande i 9640, men er nu udvidet med byerne Haubro, Vognsild og Østrup, der naturligvis også skal til Farsø Fest.

Bag Farsø Festen står klubberne FUIK, Farsø KFUM HK og Farsø Motionsklub og de mange frivillige under festen arbejder alle for et overskud på Farsø Festen, som kan gå til ungdomsarbejdet i klubberne. Det vurderes at ca.200 frivillige fra klubberne er i gang under festen og de lægger ca. 900 timer i arbejdet. Hertil kommer byfestkomiteens hundredvis af timer. Det er da en indsats som skal belønnes og det kan man altså gøre ved at møde flittigt op til Farsø festen i uge 33!.         

/cf

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: