VESTHIMMERLAND: Programmet for Kulturarvsmåneden er nu offentliggjort, og der er 43 gode grunde til at tage på opdagelse i Vesthimmerland i juni måned.
En natursmuk guidet tur gennem Livøs forhistorie, foredrag om flyvergravene i Aalestrup, byvandring i Løgstør og spøgelseshistorier på herregården.
Det er blot nogle få af de arrangementer, der er på programmet, når indbyggere og besøgende i kommunen for fjerde år i træk inviteres til en juni måned fuld at spændende og vidt forskellige oplevelser.
Kulturarvsmåneden 2018 byder på aktiviteter for store og små, og der vil både være gensyn med gamle kendinge som Aggersborg og Vitskøl Kloster, men også helt nye og stemningsfulde oplevelser så som solhverv i dobbeltjættestuen ved Ettrup, et fantastisk gravanlæg fra bondestenalderen, og for børn og barnlige sjæle muligheden for at blive introduceret til vikingernes spændende skriftsprog og selv prøve kræfter med at ”riste” runer.
Alle sejl er sat til for at åbne Vesthimmerlands store skattekiste af kulturarvsoplevelser, når arkiver, museer, foreninger og frivillige ildsjæle i fællesskab formidler den perlerække af seværdigheder, som snor sig gennem kommunen. Kulturarvsmåneden lever af det gode samarbejde og er endnu på landsplan den eneste af sin art.
-Jeg glæder mig over, at det igen i år har været muligt at samle så mange om et fælles initiativ, siger Broder Berg fra Vesthimmerlands Museum, som står bag koordineringen af juni måneds aktiviteter.
-Vores område er velforsynet med enestående fortidsminder, herregårde, kirker, klosterlevn, kulturlandskaber, spændende museer og arkiver og et hav af fortællinger og historier. At vi i fællesskab kan formidle alle disse fortællinger er ganske enkelt selve kernen i Kulturarvsmåneden, lyder det videre fra Broder Berg.
Samtidig lyder der en opfordring til at deltage og tage på opdagelse i hele kommunen i juni, hvad enten det drejer sig om pilgrimsvandring ved Testrup eller rundvisning på Danmarks Cykelmuseum.
Oplevelserne venter forude og hele Vesthimmerland er inviteret.