Kultur på tværs – med modeshow og koncert

FARSØ: Sognegården i Farsø er et alsidigt hus, som kan rumme mange forskellige aktiviteter, arrangementer og samarbejder.

Succes gentages
Sidste år stod Lions Club – Thit Jensen og Farsø Kirke for første gang bag en aften med modeshow og koncert under titlen ”Kultur på Tværs”.

Arrangementet trak fuldt hus i Sognegården, som også viste sig at være perfekt indrettet til arrangementet. Catwalken til modeshowet strakte sig tværs gennem salen med publikum placeret rundt om. Bag salens scene var der god plads til at få aftenens mannequiner og dressmen rettidigt på catwalken.

I pausen kunne publikum trække i forhallen, hvor der blev budt på anretning og forfriskninger, inden turen gik til kirken hvor der ventede en koncert.

Støtter et godt formål
Planerne er de samme i år, når ”Kultur på Tværs” finder sted på næste torsdag. Formålet med aftenen – altså ud over en god og hyggelig aften med mode, musik og samvær, er at støtte et godt formål.

Overskuddet fra aftenen går nemlig ubeskåret til konfirmations- og julehjælp til betrængte børnefamilier i Farsø og omegn.

En aften med modeshow og musik
Opgaverne i forbindelse med aftenen har de to arrangører delt imellem sig.

Lions pigerne står lige nu for billetsalget, som foregår fra Inge & Birthe i Farsø Rådhuscenter og for modeshowet, som har deltagelse af lokale butikker og foreninger.  

Lokale butikker står for modeshow og anretning
I modeshowet deltager butikkerne Inge & Birthe, Din Tøjmand, Sportigan, Røde Kors butikken Farsø, Brudens Klædeskab og Vesthimmerlands Cykelcenter. For hår og make-up står henholdsvis KlipOKjær og Matas.

Ca. halvvejs i modeshowet vil der være et lille indslag fra Juniorgymnasterne som vil indtage catwalken for en kort stund. Som finale på modeshowet vil der være en brudeindgang.

I pausen, inden aftenens koncert i kirken, serveres der en lille anretning og forfriskninger som butikkerne Slagter Dennis, Rema 1000 og Nørregades Bageri står for. Det er desuden Blomsterforretningen Farsø der står for blomsterpynten i Sognegårdens sal og i kirken.

Koncert med Overtoner
Farsø Kirke lægger hus til – såvel sognegård som kirke, og har sørget for koncerten i kirken.

Der vil være koncert i Farsø kirke med den lokale musikgruppe ”Overtoner”.


Til koncerten er det den lokale musikgruppe ”Overtoner”, som vil spille og synge i Farsø Kirke. Til daglig spiller ”Overtoner” til kirkens såkaldte temagudstjenester, en alternativ form for gudstjeneste med rytmisk musik.

”Overtoner” afholder denne aften deres debutkoncert. Musikgruppen har udvalgt sange, som alle sammen kredser om dét at være menneske på godt og ondt, og hvordan vi er afhængige af hinanden som medmennesker. Repertoiret er bredt og spænder fra højskolesange, kendte pophits til gospel og nyere salmer. Der er også lagt op til, at publikum kan synge med på nogle af sangene.

Overtoner består af: Vokaler: Louise Krone Heinze, Annette Rieks-Pedersen, Christina Torp Søe, Laila Damgaard Andersen, Anne Grethe Jensen, Liselotte Brun Ebdrup Frederiksen, Charlotte Nielsen og Johanna Spanggaard Poulsen

De akkompagneres af Christoffer Søe på guitar, Anders Krone Heinze på bas, Kasper Sennenvald på trommer og Johanna Spanggaard Poulsen på klaver.

Kulturel aften for øjet og øret
Med andre ord bliver det en kulturel aften både for øjet og øret.    

Der kan stadig købes billetter til den tværkulturelle aften hos Inge & Birthe i Farsø Rådhuscenter.         

-Derfor kom og få en på opleveren og støt en god sag lyder det fra arrangørerne Lions Club – Thit Jensen og Farsø Kirke.      

/cf

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: