Konservative er klar til skattelettelser

Af: Signe Nøhr og Svend Jørgensen, Byrådsmedlemmer for de Konservative i Vesthimmerlands Kommune.

På forsiden af Aars Avis 12/2-2020 er der en artikel om Udligningsreformen. Regeringens udspil ser i første omgang ud til at tilgodese Vesthimmerlands Kommune og andre såkaldte yder-kommuner i Danmark.

Selvom forhandlingerne på Christiansborg langt fra er afsluttet, og selv om der stadig hersker stor usikkerhed om tallene i regeringens udspil, så er borgmester Per Bach Laursen og gruppeformand for Socialdemokratiet, Palle Jensen, allerede begyndt at bruge de penge, som måske kommer til Vesthimmerland.

Pengene skal bruges på velfærd, bl.a. pasningsområdet, skoleområdet, ældreområdet og handikapområdet, er både Per Bach Laursen og Palle Jensen citeret for at mene.

Det er den konservative gruppe helt enig i. Vi mener, at det skal være både bedre og billigere at bo i Vesthimmerlands Kommune.  

Per Bach Laursen føjer dog til, at han ”muligvis vil se på skattelettelser” og at ”han måske i byrådet kan få opbakning til skattelettelser”.

Det er glædeligt, at borgmesteren nu vil overveje skattelettelser, men han behøver ikke at være i tvivl om, at han kan få opbakning i byrådet til skattelettelserne. Den konservative gruppe har i flere år foreslået skattelettelser i forbindelse med de årlige budgetforhandlinger, så borgmesteren kan være helt sikker på, at han vil få opbakning i byrådet fra os. Dermed er flertallet hjemme.

Borgmesteren behøver heller ikke at kæde skattelettelser sammen med Udligningsreformen. De konservative har de sidste to år anvist to måder at finansiere skattelettelser på, som stort set ikke koster kommunen noget de første 4 år, og som i samme periode giver kommunens skatteborgere 22 mio.kr. mere mellem hænderne. Det har borgmesteren og Venstre hidtil afvist.

De konservative mener ikke, at det er holdbart, at Vesthimmerlands Kommune år efter år har landets næsthøjeste skatteprocent, kun overgået af Langeland. Vores kommunes skatteprocent er også væsentligt højere end vore nabokommuners. Det går ud over vækst og bosætning, og kommunen har behov for begge dele.

Den konservative gruppe vil naturligvis igen i år stille forslag om skattelettelser, når budgettet for 2021 til efteråret skal besluttes, og vi glæder os til at se, om borgmesterens og Venstres holdning til den tid er blevet mere positiv. Det vil være godt for alle kommunens borgere.

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her:

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.