Af: Pia Buus Pinstrup, Regionsrådsmedlem (De Konservative) og medlem af Akut- og Praksisudvalget i Region Nordjylland
Da vi i Regionsrådet vedtog budgettet for 2021, havde jeg en god fornemmelse i maven.
Den konservative gruppe havde nemlig foreslået at vi skulle have skadestuen på Farsø Sygehus tilbage til den oprindelige åbningstid fra 8-22. Det var et stort løft for det nære sundhedsvæsen i Vesthimmerlands Kommune, netop at borgerne igen kunne blive set i en skadestue, når uheldet er ude og i aften timerne. Det giver god tryghed.
I budget teksten fremgår det at:
”Forligspartierne ønsker at styrke det akutte tilbud for borgerne i Vesthimmerland. Der er derfor prioriteret midler til at udvide åbningstiden i skadeklinikken i Farsø, således at der vil være åbent alle dage mellem kl. 8 og 22”
Siden vedtagelsen af denne tekst har politikkerne i Regionens Akut-og praksis udvalg, glemt alt om hvad de har lovet Vesthimmerland. Tilsyneladende er de helt lige glade med borgernes sundhed i Vesthimmerland, når et flertal i udvalget har indstillet at der skal være sygeplejersker tilstede i skadestuen i stedet for en lægebemandet skadestue, som den hidtil har været.
Nu er det ikke for at forklejne sygeplejersker, som helt sikkert er dygtige til deres arbejde. Det har jeg stor respekt for. Eftersom jeg selv er ansat som sygeplejerske på kræftafdelingen på Aalborg Sygehus, så er jeg udemærket bekendt med hvilke kompetencer sygeplejersker har. Men uanset hvordan man vender og drejer det, så kan en sygeplejerske ikke diagnostisere sygdomme eller ordinere medicin.
Det er to forholdsvis vigtige kompetencer for at bemande en skadestue.
Hvis mit barn kommer til skade, så vil jeg naturligvis have barnet tilset af en læge. Så må vi bare håbe at barnet kommer til skade inden kl. 15.00 i weekenderne, for ellers skal man som borger i Vesthimmerland køre til Aalborg eller Viborg.
I den konservative gruppe havde vi foreslået den længere åbningstid i Farsø, både for borgerne i nærområdet, men ligeledes for at hjælpe skadestuen i Aalborg med at afvikle noget af den lange kø som ALTID er tilfældet i Aalborg. De mindre skader kunne sagtens sendes til Farsø, med det resultat at man vil få to velfungerende matrikler. Hvor der er politisk vilje – er der vej.
Djævelens advokat vil dog spørge, hvordan jeg vil finansiere dette? Vi kan starte med at nedlægge den sygepleje klinik der ligger i Hobro og bruge disse penge i Farsø. På den måde sørger Hobro for det medicinske område og Farsø sørger for det ortopædkirurgiske område. Det vil give god mening.
Min indstilling fra mødet i Akut og praksis udvalget forleden er klar – jeg ønsker en lægebemandet skadestue. Alt andet vil være kongens nye klæder og dermed falsk tryghed.
Der er dog det håb, at Regionsrådet den 30. marts indser hvor vigtig skadestuen i Farsø er for borgerne i Vesthimmerland og de omkringliggende kommuner og rent faktisk mener det, når politikkerne ofte siger, at de ønsker nærhed i sundhed.
Lad os se om Regionsrådet VIL Farsø Sygehus?