Kongelig karet har fået nyt liv hos Levende Landsby

VESTERBØLLE: Levende Landsbykultur i Vesterbølle inviterer til indvielse og åbent hus på lørdag, når foreningen fejrer hjemkomsten af en nyrenoveret kongelig landauer med en helt særlig historie bag sig.

Historisk hestevogn
Den historiske hestevogn blev i foråret 2024 doneret til foreningen af Helge Olesen fra Årestrup. Vognen stammer fra Den Kongelige Stald-Etat, hvilket blandt andet ses på de kronede dørhåndtag og det originale vognnummer ”7”, der viser, at kareten blev indregistreret i kongehuset i 1897.

At der er tale om en Landauer, som i sin tid, blev lavet til kongehuset, viser kronen på håndtaget.

Anvendt af kongehuset frem til 1938
Landaueren blev anvendt af kongehuset frem til 1938, hvorefter den blev solgt til Vrejlev Kloster i Vendsyssel. Her blev den brugt frem til slutningen af 1940’erne, inden den blev sat på lager i mange år. I 2002 overtog Helge Olesen vognen, som han siden opbevarede, indtil han donerede den til Levende Landsbykultur.

Restaurering viste særlig detalje
I 2025 blev vognen sendt til totalrenovering hos vognmager Ivan Bak i Østbirk. Renoveringen, der har kostet 200.000 kroner og er støttet af Melsen Fonden, er nu afsluttet, og vognen fremstår igen, som da den forlod fabrikken i 1897.

Sådan så Landaueren ud da den forlod Vesterbølle for at blive gennemrestaureret. Den var i en så dårlig forfatning at vognmager Ivan Bak fra Østbirk (forrest) måtte tage forbehold for at det lykkes. Her besigtiges vognen ved afhentning sammen med Kurt Møller fra Melsen Fonden og Per Andersen fra Levende Landsby.

Under restaureringen dukkede en særlig detalje op. Da sadelmager og tapetserermester Tonni Christensen fra Ribe fjernede den gamle polstring, fandt han en papplade med datoen 12. februar 1896 og navnet J. Besser. Det viste sig at være navnet på en sadelmager ansat hos Henry Fifes vognfabrik i København, hvor kareten oprindeligt blev bygget.

Se Levende Landsbys renoveringer for 3,2 mio. kr.  
Åbent hus-arrangementet byder også på mulighed for at opleve Levende Landsbykulturs øvrige samlinger og renoverede bygninger. Besøgende kan blandt andet se Egnssamlingen på Tolshøj 13, den nye udstillingshal med foreningens 19 hestevogne samt det nyrenoverede stuehus på Hougaarden. Udbygningerne har desuden netop fået installeret ny LED-belysning.

Siden 2019 har foreningen gennemført renoveringer for i alt 3,2 millioner kroner.

Borgmester står for officiel indvielse
Vesthimmerlands borgmester Per Bach Laursen står for den officielle indvielse og klipper den røde snor. Efterfølgende vil der være mulighed for at opleve en køretur i både den kongelige landauer og Albertis glaslandauer.

Foreningen oplyser samtidig, at Helge Olesen desværre ikke nåede at opleve den færdigrestaurerede vogn. Han afgik ved døden i februar 2025 efter i mange år at have været engageret i Levende Landsby-arrangementerne i Vesterbølle.

/cf

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: