Konfirmander fik kirke til at svinge – FOTOS

FARSØ: Her til eftermiddag var bænkene i Farsø kirke fyldt med forældre, søskende, bedsteforældre og andre med hang til svingende gospel.

Anledningen var at årets konfirmander fra Louns, Alstrup, Strandby, Farsø, Ullits, Foulum og Svingelbjerg havde inviteret til gospelkoncert i Farsø kirke. 

Som ung og usikker teenager, er det måske ikke lige det der ligger først for, at stille sig op og synge gospel foran ens familie.

Men stemningen rev både konfirmander og tilhørere med i selskab af kendte gospelsange og med hjælp fra Rune Herholdt og hans pianist.

Forud for koncerten havde konfirmanderne øvet sig det meste af eftermiddagen. Der blev indøvet traditionelle gospelnumre så som ”Amen”, men også mere utraditionelle numre for en kirke, men ikke konfirmanderne, såsom Madonnas “Like a virgin” og Michael Jacksons ”Billy Jean” 

For valget af de utraditionelle numre, havde Rune Herholdt taget udgangspunkt i hans egne erindringer som elev i 7. klasse og vordende konfirmand. I den forbindelse blev påklædning, og ikke mindst 80’ernes musik og dans til skole- og klassefester draget ind. 

Rune Herholdt forstod, at få nutidens konfirmander ”med på beatet”, og der blev således både vrikket med hovederne, danset, huej’et og sunget med på popklassikerne. Fra tilhørerne blev det gengældt med armene i vejret og et højlydt ”Halleluja”.          

Det var syvende år i træk, at årets konfirmander og egnens sognepræster havde flettet konfirmandgospel ind i konfirmandundervisningen.  

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: