Af: Henrik Dalgaard, Gruppeformand Konservative, Medlem af Teknik og Miljøudvalget i Vesthimmerlands kommune
Igennem en længere periode er vi blevet mødt med kritik af kommunens sagsbehandlingstider og omfang. Det er simpelthen en uholdbar situation, som skal ændres nu. Som politiker er det også svært at gennemskue, om det er regler og bekendtgørelser der skaber flaskehalsen, eller er det Vesthimmerlands Kommunes fortolkninger der skaber frustrationen. Men det skal vi have kigget på nu. Vi har aftalt på seneste møde i Teknik- og Miljøudvalget, at alle relevante parter skal samles, så vi kan kigge ind i problemstillingen, og vi får nogle eksempler på bordet.
Vi har afsat flere midler til området de sidste 3 år, men vi har aldrig fået så mange klager som nu som politiker.
Jeg forlanger handling nu, da det også for sagsbehandlere bliver et mareridt at møde i på jobbet, hvis man kun får kritik af bygherre, arkitekter og tegnestuer.
Jeg er selv medlem af Erhverv Væksthimmerland, og der er generelt en rigtig god stemning, g rigtig mange spændende ting i støbeskeen. Men alt sander jo til, hvis plangrundlag, byggetilladelser og lignende, ikke foregår på et acceptabelt niveau.
Vi taber 300-400 borgere i Vesthimmerland hvert eneste år, så det kræver langt større politisk bevågenhed og synlig strategi, at vende udviklingen. Kommunens sunde økonomi er skabt ved at vi har truffet de nødvendige beslutninger på mange områder, når vi snakker tilpasninger på borgerservice, skolestruktur og på ældreområdet. Nu skal de penge ud at skabe målrettet udvikling, i kampen om arbejdspladser og bosætning.
Nu skal der ikke snakkes mere, eller peges fingre, NU skal der handles. Og den ringeste trøst er at mange kommuner har udfordringer med sagsbehandlingen, så måske er der ting i regler og bekendtgørelser der skal udfordres, eller rettes til på Christiansborg