Kommunen efterlyser forslag og idéer til ny affaldsplan

VESTHIMMERLAND: Hvordan hjælper vi hinanden med at få mindst muligt affald og bedst mulig udnyttelse af de ting, vi ikke skal bruge mere?

Dit affald
Spørgsmålene kommer fra Vesthimmerlands Kommune og Vesthimmerlands Forsyning, som her i efteråret skal udarbejde en ny affaldsplan under overskriften ”Dit Affald”.

Derfor beder kommunen nu om forslag, idéer og strøtanker om affald og genbrug fra kommunens borgere og virksomheder.

-Vi skal sortere mere og smide mindre ud, og materialerne skal så vidt muligt bruges igen. Det tror jeg, de fleste borgere går ind for og meget gerne vil. Spørgsmålet er bare, hvordan vi gør det i praksis og det vil vi gerne høre borgernes mening om, siger formanden for kommunens teknik- og miljøudvalg, Anders Kjær Kristensen (S).

Sig Frem om affald
Sig Frem kampagnen kører 6 uger fra den 23. august til 29. september 2021. Her kan borgere og virksomheder på hjemmesiden sigfrem.dk skrive deres meninger, idéer og tanker om affald. Alle indlæg er offentlige, så man kan også hente inspiration fra de øvrige indlæg.

Idéaftener for borgere
Kommunen og forsyningen inviterer samtidig til to ideaftener i september – i henholdvis Løgstør og Farsø, hvor borgerne drøfter temaerne i den kommende affaldsplan. Her behøver man ikke kende til regulativer og cirkulærer for at møde op.

-Affald er en del af hverdagen, så alle er eksperter. Det er meget vigtigt for os, at få borgernes ideer og meninger om affald, understreger Anders Kjær Kristensen.

Fyraftensmøde for virksomheder
Kommunen og forsyningen inviterer også interesserede virksomheder og organisationer til fyraftensmøde om affaldsplanen.

-På fyraftensmødet vil vi gerne drøfte lokale affaldspartnerskaber, mere direkte genbrug og reparation af ting, skabelse af lokale arbejdspladser indenfor affald, samt virksomhedernes forventninger til kommunen og forsyningen på affaldsområdet, siger formand for kommunens teknik- og miljøudvalg, Anders Kjær Kristensen (S).

Dette møde afholdes i slutningen af september i Farsø.


FAKTA: Temaerne for affaldsplanen er:
•Mere og bedre sortering
•Affaldsforebyggelse (reparation, upcycling og genbrug af byggematerialer)
•Fokus på henkastet affald
•Øge formidlingen om affald

SE HER HVORDAN DU KAN KOMME MED DINE IDEER  

 


Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: