Af: Mogens Ove Madsen, Regionsrådsmedlem (S), Formand for Udvalget for Akut og Praksis, Fladhøjvej 14, Aars
Corona-virus farer hen over landet – måske lidt mindre i Nordjylland end i København. Epidemien hævdes at toppe i de to uger efter påske. Om påbudene stadig opretholdes til den tid ved vi ikke endnu.
Til gengæld er der meget brug for Farsø Sygehus til at håndtere de svære tilfælde forårsaget af Corona-smitte. Og det vil stå sin prøve og stå på et stykke tid endnu.
Når smitten engang klinger ud ud vender vi tilbage til normale tilstande på Farsø Sygehus. Jeg ved, at nogle er bekymret for, at regionen skulle se sit snit til at nedlægge sygehuset, men det kommer ikke på tale.
For det første er der brug for den kapacitet, der er på sygehuset og med udskudte operationer bliver der rigeligt at lave. For det andet skal regionsrådet i den kommende tid drøfte hospitalsplan for de kommende 4 år. Og her er det overhovedet heller ikke på tale at nedlægge Farsø Sygehus.
Derfor vil Farsø Sygehus også være i funktion som sygehus efter Corona-krisen.