Klubmesterskaber i Sejlklubben Nautilus’ Juniorafdeling

HVALPSUND: Frisk vind over Limfjordens vande mærkede jollesejlerne forrige søndag, da årets klubmesterskab i jollesejlads blev afviklet.

Der blæste en stiv kuling ved klubmsterskabet i Nautilus i søndags. Her ses Vincent Andersen i Europajolle.

Efter fight på vandet blev der fundet klubmestre i både optimist- og europa-jolle klassen. Dagen begyndte tidligt for sejlerne. Allerede kl. 9.00 begyndte de at rigge jollerne til og kl. 10.00 var der skipper-møde, hvor dagens sejladser blev gennemgået.

På vandet var der masser af vind. Til begynderne var der lagt en publikumsvenlig bane i havnen. Til de øvede sejlere var der lagt en bane uden for lystbådehavnen.

Der blev sejlet sejladser både formiddag og eftermiddag kun afbrudt af en velfortjent frokostpause.

Efter endt sejlads var følgende klubmestre fundet: Emil Andersen for de øvede optimistsejlere, Lea Holst for begynder optimistsejlerne og Julie Jydholm Pedersen vandt i Europajolleklassen. Sparekassen Farsø havde sørget for gaver til alle sejlerne. Emil vandt desuden klubbens nye vandrepokal sponsoreret af Marinaen i Hvalpsund.

Efter afstemning blandt juniorsejlerne blev ”Nautimisten” kåret – en sejler der altid er klar til at hjælpe andre og være en god kammerat. I år gik prisen til Simon Mejlby Virenfeldt.

Som dagens afslutning var der præmieoverrækkelse, hvor Sejlklubben Nautilus’ formand Dan Cort stod for uddeling af de fortjente præmier.

Sæsonen er ikke helt slut endnu. Hvis vejret tillader det sejles der i jollerne frem til efterårsferien, hvorefter grejet pakkes sammen. Jollesejlerne og trænere mødes nogle gange i løbet af vinteren, hvor der hygges og mon ikke sommerens gode og sjove sejleroplevelser vil blive vendt.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: