Af: Kirsten Moesgaard, Byrådsmedlem VesthimmerlandsListen
Alle os, der betaler til kloak og renovation, må sætte hælene i overfor Vesthimmerlands Forsyning – nu.
At bygge 650 m2 kontortilbygning for 20 mio kr. + moms, svarende til 25 mio kr. på Oudrup mark er hovedløst. Byggeriet skal ligge op ad en kæmpe stor losse- og deponiplads med farligt affald.
Formand for bestyrelsen Jens Lauritzen begrunder tilbygningen med, at der skal ansættes højtuddannede ingeniører. Han vil hjemtage specialopgaver fra firmaer med specialviden. Men, hvordan vil Jens Lauritzen trylle højtlønnede ingeniører frem?
Til sammenligning med det helt vanvittigt dyre byggeri, kan Jens Lauritzen lige nu købe 950 m2 fuldt moderne kontorbyggeri for et udbud på 7,9 mio kr. i ét plan lige ved siden af Teknik- og Miljøforvaltningen.
Vesthimmerlands Vand og Teknik og Miljøforvaltningen er allernærmeste samarbejdspartnere. Der vil igen kunne opnås stor synergi.
Vesthimmerlands Vand har derimod ingen sammenhæng med renovation. Men, da bestyrelsesformanden gerne vil kunne samle alle medarbejdere én gang (men hvor tit sker det), så skal altså dette byggeri opføres.
Jeg gætter på, at byggeriet skal afskrives til 0,00 kr. dagen efter, at det sidste søm er slået i og før asfalten på de mange nye p-pladser er tør.
Hvad kan vi gøre ved det, må man spørge.
Vi kan sørge for, at et nyt byråd vælger en ny bestyrelse, der har forstand på økonomi og på, hvordan vi sikrer bosætning med en ansvarlig takstpolitik.
