Kjeld fra Farsø hitter på Dansktoppen

FARSØ: Den lokale musiker og sanger Kjeld Mervin Povlsen, bosat i Farsø, har gjort sit indtog på DK4’s TV Top 10-liste

med sin seneste single, “På et tæppe nær ved stranden”. Dette er endnu en milepæl i Kjelds musikkarriere, der strækker sig helt tilbage til hans ungdomsdage i Hobro.

Kjeld Mervin Povlsen har en dyb forankring i musikverdenen og begyndte som trommeslager i et orkester allerede som 15-årig i sin barndomsby, Hobro. Senere faldt hans kærlighed på keyboard og guitaren og begyndte at spille disse instrumenter, men guitaren blev dog Kjelds hovedinstrument. I 1970 var Kjeld allerede en fast del af et Hobro-orkester, der underholdt til enkebal på Pigernes Kro i Sønder Onsild.

I løbet af 1990’erne var Kjeld fast medlem af det kendte Skive-orkester Kim & Hallo som guitarrist. På det tidspunkt havde Kim & Hallo op til 21 spillejob om måneden, der dækkede hele landet. Orkestret optrådte også på tv flere gange i denne periode.

Senere dannede Kjeld Mervin Povlsen en duo sammen med musikeren Nils Sloth fra Gedsted, og duoen blev hurtigt eftertragtede med spillejob over hele landet. De blev kendt som faste musikere på mange af de mest populære dansesteder i Danmark, herunder Color Hotel Skagen, Hotel Ballum Hus i Sønderjylland, Herlufmagle Hallen Sjælland, Haderslev Hus med flere. Og en bemærkelsesværdig optræden inkluderede deres sidste optræden på Visse Værtshus i Tivoli København, inden dette ikoniske spillested lukkede dørene for sidste gang. Nils og Kjeld spillede sammen i hele 12 år og skabte uforglemmelige musikalske øjeblikke for deres publikum.

Selvom Kjeld Mervin Povlsen ikke optræder så ofte ude mere, har han stadig sit hjerte i musikken. Han indspillede to sange sidste år, hvoraf den ene er “På et tæppe nær ved stranden”. For øjeblikket er Kjeld i gang med at indspille endnu mere musik.

Til daglig er Kjeld Mervin chauffør, hvor han kører sygetransport for busselskabet Midtbus.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: