Af: Troels Laursen, Ullits præstegård
Kommunen og religion har intet med hinanden at gøre. Og det er godt, det er sådan. Og alligevel er der nogle gange, det ramler sammen. Som når man taler om skoledistrikter og skolestruktur. Som præst kommer jeg meget på vores lokale skole, ikke for at prædike, men for at være med til morgensang og tale om traditioner ved højtiderne og ofte ved at fortælle en historie. Fadervor står lærerne stadig selv for. Det blander jeg mig ikke i. Det giver en kæmpe kontakt til børnene og dermed familierne, at vi kender hinanden. Især er det vigtigt den dag, der sker noget i en familie – som ved alvorlig sygdom, dødsfald eller anden krise i familien – at vi kender hinanden; at tilliden er der. Flyttes børnene længere væk, forsvinder den mulighed.
Det kommer selvsagt ikke kommunen ved. Og det er godt, det er sådan.
Og alligevel vil Kommunen gerne tale om ”Samskabelse”, altså samarbejde med sognekirkerne og deres diagonale arbejde – det vil sige det sociale arbejde, som præsterne og menighedsrådene sammen med frivillige står for i nærområderne. Det handler om grupper for skilsmissebørn, ældrecafeer eller familierådgivning og en hel del andet, for på den led sparer kommunen både penge og fagligt personale, som kan være svært at få fat i herude. Og det handler ikke kun om flere og flere opgaver, som kirken tager på sig for kommunerne. Det handler også om kulturarv og kultur i bredeste forstand. Det handler om foredrag og undervisning i sognegårde. Det handler om koncerter og syng-sammen-arrangementer. Kirken er den ubetinget største udbyder af kulturelle muligheder for kommunens borgere – medlem af folkekirken eller ej. Kommunens kunst- og kulturtilbud når ikke kirkens til sokkeholderne. Men det kommer jo ikke kommunen ved. Og jeg kunne sådan set også være ligeglad. Jeg har ikke skolesøgende børn, og jeg kan blive i mit gode arbejde til min pension og glæde mig over, at der bliver mindre arbejde i takt med, at folk flytter herfra. Eller jeg kan søge en ny stilling blandt de mange, der er lige nu på grund af præstemangel. Jeg er endda så heldig, at jeg ikke først behøver kæmpe med at få solgt mit hus. Jeg kan bare flytte fra præstegården. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvem der skulle komme herefter; hvem der ville søge stillingen – nu hvor der ikke rigtigt er noget at søge til. Ja, kommunen kan være ligeglad. Det er ikke deres bord. I hvert fald ikke hvis man er ligeglad med, hvordan landområderne uden for de halvstore byer klarer sig. Har man ingen visioner på det område, kan man være ligeglad. Og kirken klarer sig såmænd nok også alligevel. Men hvad med livet på landet? Hvad mistes der, når vi lukker skoler og ikke sætter andet i stedet?
Nogle landsbyer klarer sig godt oven på en skolelukning – det viser forskningen – men det er kun dér, hvor der er tæt til motorveje, eller hvor kommunen gør en aktiv indsats for at få andet i gang. Ellers forsvinder bosætningen, købmænd, foreningsliv og dermed også grundlaget for et kirkeliv. Det viser rapporterne også. Det kommer alt sammen ikke Kommunen ved. Den skal tage sig af kommunale sager. Medmindre man skulle få den tanke, at kommunen består af borgere, af mennesker, der for over 80%s vedkommende tilhører en kirke, som de troligt støtter økonomisk og bakker op om i hverdagen og på søn- og helligdagene.
Ja tænk, om kommunen havde visioner for dens borgere af alle slags, uanset om de bor i yderområderne eller i byerne.
