FARSØ: Hver 2. fredag formiddag, gennem nu 25 år, har Kirkecafeen i Farsø Kirkes Sognehus været samlingspunktet for mellem 60-90 deltagere hver gang.
I dag hvor 25 års jubilæet blev fejret, var antallet helt oppe på 140 deltagere.
Som vanligt startede cafeen med kaffe og rundstykke og masser af snak hen over bordene. Herefter synges en sang inden dagens indlægsholder går på i 45 minutter.
I anledning af jubilæet havde man indbudt Bente og Niels Iver Juul, der som præstepar på daværende tidspunkt, tog initiativet til Kirkecafeen for 25 år siden.
Et historisk tilbageblik
Det blev et historisk tilbageblik, der beskrev opstarten og gav eksempler på hvilke indslag der kunne være på programmet i kirkecafeen; sang, højtlæsning og rejsebeskrivelser.
Niels Iver Juul lagde ud:
Jeg vil gerne på Bentes og mine vegne sige at vi er glade for at være blevet inviteret. Jeg føler mig lidt underløbet af Bente og Nanny, for jeg havde egentlig sagt at jeg ikke ville stå her igen, for nu var jeg flyttet og holdt op. Men jeg må sige at det er dejligt at være her og høre så mange tale vesthimmerlandsk, og ikke mindst være iblandt så mange som man kender.
Vi sad derhjemme og reflekterede over det at blive 25 år relation til kirkecafeen. Det er tit at sådan noget starter med brask, bram, begejstring og mange mennesker. Efter nogen tid finder det sit leje. Så går det måske lidt ned af bakke og når man når 25 år, så snakker man om den gode tid fra der var en gang. Sådan går det med mange aktiviteter, der kun har sin tid. Men jeg må sige at Kirkecafeen har været imponerende. Den står egentlig på et højdepunkt nu, som jeg hører det og inden vi rejste. Den er livskraftig og ser ud til sagtens at kan have en fremtid på en 20- 25 år endnu, hvis man holder gnisten. Det er rigtig flot set i det perspektiv, hvordan det ellers går med meget foreningsarbejde.
Jeg vil fortælle lidt om hvordan det hele begyndte. For 25 års siden blev Sognegården indviet. Den havde vi snakket om i nogle år. Der trængte til at blive et hus her ved kirken, hvor man kunne have undervisning og hvor de kirkelige aktiviteter kunne foregå og man kunne mødes. Den vision tog nogle år at gennemføre. Vi brugte rigtig mange kræfter på at bygge Sognegården. Imens var der mange der tænkte – hvad skal der være i det her hus ud over undervisning og sogneaftener. De store flotte lokaler skulle også bruges i dagtimerne. Bente og jeg havde tænkt at det ville være fint med at arrangement for ældre en formiddag. For der var egentlig andre ældrearrangementer i byen og sognet om eftermiddagen. Men vi synes det ville være fint, at der kunne være noget her ved kirken. Der var andre der havde tænkt de samme tanker, nemlig Ingelise Simonsen og Edit og Jens Jørgen Christensen. En dag ringede de til mig. I den brainstorming vi havde omkring det, var vores ide nok, at det ikke skulle være så formelt. Det skulle være et løst arrangement og cafeagtigt – derfor fik det navnet, hvor man kunne komme og hygge sig, være sammen, spille spil, høre en historie og synge nogle sange. Det var oplægget. Derfor lavede vi ikke et forkromet program til at begynde med. Flere navne var i spil. Det kunne hedde fredagscafe, mødestedet eller noget andet. Men vi kom meget hurtigt på at det skulle hedde Kirkecafeen, fordi det var en cafe i tilknytning til kirken. Det ville vi også meget gerne, at den skulle bære præg af, at det var et stykke kirkeligt arbejde. Derfor bestemte vi os også for, at der skulle være en kort andagt, hvor vi læste søndagens tekst og bad fadervor for at får koblingen til kirken. Det skulle være en del af identiteten.
Første gang vi indbød, var det meningen at jeg skulle læse en historie. Der kom 30 mennesker. Det synes vi var flot og flere end vi havde forventet. Vi hyggede os med kaffe og fra starten af blev det et rundstykkearrangement. Det er det stadigt kan jeg se. I starten var det dog frosne rundstykker der blev varmet op. Nu er det så blevet bagerrundstykker, så det er blevet lidt mere luksus.
Jeg læste nogle historier, og jeg kan huske der sad en hernede og hun græd vældigt under de her historier. Jeg tænkte jeg må have ramt noget. Det måtte virkelig være noget der sagde et menneske noget i de historier jeg havde fundet. Men så kom jeg til at snakke med hende bagefter. Hun sagde at hun var kommet til at græde sådan fordi der var nymalet, så det var ikke fordi hun var blevet rørt.
Vi fire som have startet cafeen fandt ud af hvis det skulle køre, så skulle der være et udvalg. Vi spurgte nogle forskellige om at være med. De var i den alder som cafeen vil være målrettet til. Jeg tror vi var en 10-12 stykker og det var rigtigt flot. De var med på den og stod for det de næste 5-6 år. Det var meget kønsopdelt. Mændene dækkede borde og kvinderne stod ude i køkkenet hver gang. Jeg tænker at det er sådan stadigvæk. Mændene skulle også lægge sangbøgerne ud og tørre borde af bagefter.
Vi fandt ud af det med det lidt løse duede ikke, for dem der mødte op, de ville gerne have at det var mere formelt. Derfor måtte vi lave et program og begyndte at spørge nogen om at komme og fortælle eller læse op, synge sammen med os. Den stil er fortsat. Der var ikke den store økonomi i det. Menighedsrådet skød ikke nogen penge i det. Så derfor skulle man betale en ti’er for kaffen.
Siden er det kørt, og det er selvfølgelig gået op og ned. Nogle gange har der været rigtig mange og nogle perioder hvor der har været stor udskiftning. Sådan vil det være når det er ældre mennesker man arbejder med. Der har været tre forskellige ”kuld” i de her udvalg, der har overtaget efter hinanden. De har gjort et rigtig stort stykke arbejde med at få ideer og ringe rundt og invitere for at få nogen til at komme og fortælle, trykke programmer, lave kaffe, spille på klaver o.s.v.
Jeg synes når jeg ser tilbage, så er det et forbilledligt, frivilligt stykke arbejde der blevet gjort for at holde kirkecafeen i gang.
Det har været sådan, at man ikke har betalt nogen for at komme. Det er kun ganske få man har givet honorar. Jeg kan sige, at det ikke altid er dem der har fået penge som er de bedste. Det har været meget lokale der har været her. Det er flot, at der er så mange der har villet det.
Efter indlæggene fra Niels Iver Juul og Bente Juul var der mere fællessang og fri snak inden, der blev sluttet af med smørrebrød i anledning af jubilæet.
/cf
