Kim Larsen på Vester Hornum Skole – FOTOS

VESTER HORNUM: På Vester Hornum Skole har denne uge stået i skolefestens tegn.

Således har fantasien fået frit løb i forberedelserne til årets traditionsrige skolefest, som i år blev afviklet under et Kim Larsen tema. 

Alle elever fra 0. til 9. klasse var inddelt i 6 hold på tværs af klasserne. Hvert hold havde så til opgave at forberede et optrin med inspiration fra én af Kim Larsens velkendte sange. På den måde blev der sammensat et alsidigt program. De forskellige indslag på scenen blev bundet sammen af replikskifte i en lille familie bestående af bedstefar, bedstemor og to børnebørn.


Børnene synger ”Jeg bor til leje på Hawaii”

Aftenens program blev indledt med de yngste børn, det vil sige landsbyordningens børnehavebørn. Flot udklædte gav de den gas til ”Køb bananer”. Herefter fulgte så de forskellige holds indslag. Nogle af Kim Larsens mest kendte melodier blev dramatiseret, og samlet set var forestillingen i den grad et godt udtryk for elevernes og lærernes opfindsomhed. En af grupperne havde taget udenbys for at lave en videofilm til melodien ”Langebro”. Et andet hold fortolkede teksten fra ”Strengeleg” osv. 

Forældre og bedsteforældre havde taget godt imod indbydelsen til skolefesten. Der var ingen ledige pladser til Kim Larsen forestillingen, som blev opført i Vester Hornum Hallen. Der blev sluttet af med, at alle elever var på scenen, hvor de sang ”Papirsklip”.


Fra venstre mod højre: Thea 7. kl., Carla 7. kl., Jacob 6. kl. og Viktor 4. kl.

Herefter fortsatte skolefesten på skolen, hvor klasserne havde forberedt mange forskellige aktivitetsboder. Skolens forældreforening havde travlt med at servicere med diverse spiselige og drikkelige ting til gæsterne. 

På skolen lægges der vægt på, at alle bidrager. På den måde bliver eleverne en del af et fællesskab. Netop ”fællesskab” er én af Vester Hornum Skoles bærende værdier.

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: