Kigger på strandbeskyttelses linje

VESTHIMMERLAND: En ændring i naturbeskyttelsesloven, der trådte i kraft sidste år i juni, giver nu kommunerne bedre muligheder for at understøtte friluftsliv og turisme særligt på havne, men i nogle tilfælde også langs kysterne.

Derfor kan kommuner senest den 1. juni 2018 ansøge miljø- og fødevareministeren om at ophæve eller reducere strandbeskyttelseslinjen på og ved havne.  

Strandbeskyttelseslinjen er omfattet af Naturbeskyttelseslovens § 15, hvoraf det bl.a. fremgår, at der ikke må placeres bebyggelse, ske beplantning eller terrænændringer, etableres hegn eller placeres campingvogne og lign., og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel. De tre havne i Løgstør, Rønbjerg og Hvalpsund(fiskeri) er alle delvis omfattet af strandbeskyttelseslinjen.  

For at afsøge mulighederne for at skabe nye bygge- og anvendelsesmuligheder på kommunens havne, har forvaltningen indledt arbejdet med at tilvejebringe en ansøgning om ophævelse af beskyttelseslinjen på kommunens havne. Der har i denne forbindelse været afholdt et møde med Kystdirektoratet for at opnå en pejling af hvad, der kunne imødekommes i en ansøgning.  

Løgstør Havn
På havnen i Løgstør er bl.a. den store parkeringsplads vest for Kulgården omfattet af strandbeskyttelseslinjen. Det betyder bl.a., at der ikke må pågå campering på arealet, som der tidligere har været udtrykt ønske om. I forbindelse med processen omkring udarbejdelse af en nye lokalplan for havnen har det desuden været ønsket, der skulle åbnes mulighed for udvidelse at restauranten på Kulgården. Udvidelsen ville muligvis komme til at ligge inden for beskyttelsen. Derudover har Limfjordsmuseet ytret ønske om byggemulighed for en udvidelse af museet på den vestlige del af havneområdet, på et areal, som tillige er omfattet af beskyttelseslinjen.
 

Det er en forudsætning for, at den nye lokalplan åbner mulighed for ovenstående, at strandbeskyttelseslinjen ophæves på de pågældende arealer.  

Rønbjerg Havn
Forvaltningen har været i dialog med Landal Rønbjerg, som er en stor aktør i området ved Rønbjerg Havn. Landal har i den forbindelse ytret ønske om ophævelse af nogle arealer i forbindelse med centeret der kan føre til en udvidelse af centrets hal.
 

Hvalpsund Havn
På Hvalpsund Havn har der tidligere været planer fremme om etablering af en promenade mellem fiskerihavnen og lystbådehavnen. Projektet blev dog skrinlagt grundet strandbeskyttelseslinjen. I dialogen med Kystdirektoratet er det dog blevet gjort klart, at man ikke er indstillet på at åbne mulighed for promenader langs kysten, ligesom arealet ikke skønnes at være omfattet af muligheden for at søge beskyttelsen ophævet. Det er i øvrigt forvaltningens vurdering, efter dialog med Kystdirektoratet, at der ikke findes oplagte muligheder for en ophævelse af beskyttelsen på Hvalpsund fiskerihavn
 

Derimod åbner en godkendt lokalplan fra 2013 for området omkring Hvalpsund Lystbådehavn op for udvikling af området, der bl.a. omfatter boliger, vandrelaterede foranstaltninger og en udvidelse af lystbådehavnen. Her udnytter man området udenfor strandbeskyttelseslinjen.

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: