STRANDBY: I alt 200 elever har svedt bravt begge sider af volleyballnettet ved 3 skolestævner i Kidsvolley. Stævnerne foregik i Strandby hallen og blev afviklet i samarbejde mellem Strandby Volleyballklub og Dansk Skoleidræt.
Første stævne var for 2. og 3. klasser med hold fra Strandby og Farsø skole.
Andet stævne var for 4. klasse med hold fra Ranum og Farsø Skole.
Tredje stævne var for 5. klasse. Desværre var her kun hold fra Strandby Skole. Stævnet blev udvidet med 6. og 7. klasse.
Glæde, jubel og masser af Kidsvolley var de vigtigste ingredienser, da holdene i tre hæsblæsende timer kastede og greb sig gennem stævnet. Både elever og lærere havde en fantastisk dag.
– Som klub har vi været utroligt glade for arrangementet. Det betyder meget for os at have et godt samarbejde med de lokale skoler, siger Henning Christensen, formand og kidstræner i Strandby Volleyballklub. Kidsvolley er et fantastisk spil for børnene. De lærer det lynhurtigt, og der er indbygget en masse bevægelse, og så er det rigtig sjovt.
At dømme ud fra de mange glade og aktive børn er der helt sikkert noget om snakken. Og at også lærerne er begejstrede for spillet, viser statistikken fra Dansk Volleyball Forbund, hvor ungdomskonsulent Peter Morell kan oplyse, at over 2700 lærere har været på kursus i spillet inden for de sidste par år. De landsdækkende skoleturneringer i Kidsvolley er et nyt tiltag i dette efterår, hvor ikke færre end 10.000 elever vil stifte bekendtskab med det nye spil.
– Kidsvolley kan spilles, fra du er 7 til 12 år, og på spillets seks forskellige niveauer bliver der udfordringer til alle børn, siger Henning Christensen. Kidsvolley er blevet utrolig populært, og jeg tror, det skyldes, at spillet er udviklet på børnenes præmisser og bygger på nogle gode værdier som glæde, udfordring, bevægelse og samarbejde.
Vi håber naturligvis, at mange af børnene har lyst til efterfølgende at komme i klubben og prøve spillet..
Vinderne af skolestævnerne blev for øvrigt:
Stævnet for 2-3 klasserne blev vundet af 3b fra Farsø Skole. 4 klasse fra Ranum Skole vandt stævnet for 4. klasserne og 6 klasse vandt den interne duel mellem 5., 6. og 7. klasser på Strandby Skole.