VESTRUP: Her til eftermiddag, mens stormen rasede udenfor, så var der festlig stemning indenfor. Først i Minihal Vestrup hvor trylleklovnen Migu underholdte børnehavebørn og SFO børn. Herefter var der indvielse af det nyrenoverede Kernehuset som er landsbyordningen (LBO) i Vestrup, der i år har 30 års fødselsdag.

Nybagt far holdt indvielsestalen
Næstformand for Børne- og Familieudvalget i Vesthimmerland, Jeppe Korreborg Pedersen, holdt den officielle tale. Talen havde han fået stukket i hånden af formand for Børne- og Familieudvalget, Inger Nielsen, der måtte melde afbud. Men måske var anledningen også mere passende for Jeppe Korreborg, for han kunne fortælle, at han var blevet far et par dage forinden, så han fik lejlighed til at kigge ekstra på vuggestueforholdene i Vesthimmerland. Og han blev ikke skuffet. Der var rosende ord fra alle sider.
30 års jubilæum i flot nyrenoveret bygning
Fra Jeppe Korreborg Pedersen lød det bl.a.: I dag står Kernehuset Vestrup med en flot nyrenoveret bygning og samtidig kan Kernehuset fejre 30 års jubilæum. Det er en stor dag for skolen og for LBO’en at markere genåbningen af Kernehuset. Vi har set frem til denne dag med stor spænding og utrolig stolte over resultatet af det arbejde der er skabt for at lave et miljø hvor børnene kan trives, lege og lære i trygge og inspirerende omgivelser. Kernehuset er ikke bare blevet renoveret. Det er blevet forvandlet og designet til at imødekomme børnenes behov og støtte deres udvikling. Hver eneste detalje er blevet gennemtænkt med det formål at skabe de bedste betingelser for vores børn. Når vi spørger skolelederen (Sonja Paulin Antonsen – red) hvordan forløbet har været med renoveringen lyder der kun positive meldinger. Hele forløbet med Kernehuset er forløbet meget tilfredsstillende for alle parter. Alle har udvist fleksibilitet og vilje til at komme hinanden i møde. Man er taknemlig for personalets velvilje selvom det i perioder har været lidt bøvlet og med ekstra arbejde. Vi glæder os over at vi igen har kunnet samarbejde med spejderhuset og har kunnet låne deres lokaler til genhusning, hvilket også skete under Corona. Denne renovering er et bevis på vores fælles engagement i børnenes fremtid. Kære børn I har fået et nyt og spændende sted at udforske og vokse i. Vi håber I vil nyde de nye rammer og I vil få mange sjove og nye oplevelser sammen. Til sidst vil jeg sige at Kernehuset et meget mere end bygninger og faciliteter. Det er fællesskabet, relationerne og den kærlighed man deler, der gør det til et særligt sted. Med disse nye omgivelser ser vi frem til at fortsætte med at skabe varme minder og stærke bånd der vil vare livet ud.


Har været en rutsjebanetur
Formand for forældrebestyrelsen for Vestrup Skole og LBO, Karen-Marie Gram Olsen kunne fortælle at vejen til hvor Kernehuset er i dag har været lang. Hun beskrev det som den allerførste tur i en rutsjebane.
-Man ved ikke helt hvad der skal ske, men vi ved, at sammen er vi stærkere. Vi ytrede ønske om renovering af Kernehuset for mange år siden. Vi kom i kø, vi kom på masterplanen. Tegninger blev sendt afsted med ønsker. Vi sætter i gang men med ét holder vi stille!. Nogen har trukket i håndbremsen. Strukturændringer på skole og dagtilbud blev en håndbremse for vores tur. Vi formåede at holde hovedet koldt. Det var en nervepirrende tid, men som bekendt gik det godt. Vi fik grønt lys for vores ”vogn”, hvilken forløsning. Vi satte turbo på. Personalet og forældre tømte Kernehuset og fragtede det op på skolen der skulle genhuse børnehaven og over i spejderhuset hvor vuggestuen fik base. Godt fire måneder senere gentog vi processen blot den anden vej. Nu står vi her i dag. Vi fik hvad vi drømte om. Et Kernehus med et stort hjerte i midten. Nu er det nu, at vi skal sørge for at der hele tiden er ”passagerer i vognen”, for rutsjebanen den stopper ikke, den kører videre. Jeg bede alle om, at fortælle vidt og bredt om skolen og Kernehuset, og om alt det der sker i lokalområdet. Fortælle om alle de fritidsaktiviteter man kan gå til både som barn og voksen. Men ikke mindst fortælle om, at det er et rart sted at vokse op. Vi har verdens bedste personale til at give ”vores guld” den bedste start på livet.
Bygningen levede ikke længere op til nutidens krav
Fra LBO leder Bente Bech lød det: – Tak til politikerne for at de lyttede til det behov vi havde for at få denne institution renoveret. I har forstået, at de fysiske rammer i Kernehuset ikke længere levede op til de krav der er til nutidens dagtilbud. Lys, luft og lydakkustik kunne ikke længere opfyldes. Heller ikke velfærdsfaciliteterne til personalet var okay. Køkken og garderobe trængte til at blive forbedret. Jeg har dog ikke følt det var en lang proces. Ja, der var et bump med strukturdebatten. Men fra det blev besluttet til vi gik i gang med at renovere gik der ikke ret lang tid. Hun takkede bestyrelsen for at kæmpe og yde et uvurderligt stykke arbejde. Jeg har aldrig mødt en bestyrelse som jer der tager initiativer og gør arbejdet selv. Tak til forældre og børn for tålmodighed og opbakning, jeres humør og løsningsorienteringshed. Tak Kernehusets og skolens medarbejdere.
Er blevet som jeg drømte om
Vi er nu flyttet ind i det her fantastiske hus. Jeg drømte om en institution hvor forholdene for børnene og de pædagogiske aktiviteter blev forbedret og at vi fik et bedre fysisk miljø – ikke kun for børnene, men også os der arbejder her. Alle de drømme er blevet opfyldt til fulde. Jeg har fået det som jeg drømte om. Ikke mindst vores køkken som jeg nu synes er med til at skabe den stemning af et godt dagtilbud, der også dufter af hjemlig aktivitet. På den måde kan børnene kan være med til at bage, lave mad og skære frugt, så det ikke kun er et arbejde for os, men en aktivitet som børnene kan være en del af.
Herefter var der rundvisning i Kernehuset. Det var tydeligt at Kernehuset havde fået den store omgang, alt indvendigt stod nærmest som nyt. Ud over køkkenet som Bente Bech fremhævede i sin tale, var det også garderobe, nye badeværelser og velfærdsfaciliteterne for personalet hun fremhævede som nye ting, der gør en stor forskel i hverdagen.

I Kernehuset har vuggestuen ”Mariehønen” pt. 9 børn, snart 11 børn. I børnehaven ”Kernehuset” går der 23 børn.
SFO Planeten, som er for børn i 0. til 3. klasse holder til på Vestrup Skole. P.t. benytter 36 børn sig af SFO tilbuddet. På Vestrup skole går der 76 børn fra 0. til 6. klasse

Indvielse taget med storm
Festdagen blev afsluttet med en sommerfest for LBO Kernehusets og SFO Planetens børn, forældre og medarbejdere, som egentlig skulle have været holdt i telt i forbindelse med Kernehuset, men i stedet blev flyttet indendøre i Minihal Vestrup grundet det stormfulde vejr. Og det var også godt det samme, for under indvielsen i Kernehuset, kunne såvel børn og voksne se måbende til, da et træ blev blæst omkuld af stormen lige udenfor vinduet. Pedel Anders Kjær Kristensen kunne konstatere at træet var knækket som en tændstik lige over jorden. Det kan man da kalde en indvielse der blev taget med storm!
/cf
