Karin i Krattet

VESTHIMMERLAND: Du vil ikke alene kunne høre, men også se, smage og lugte naturen gennem din radio, når naturvejleder Karin Winther fra Vesthimmerlands kommune tager dig med ud i det fri.

Naturvejleder Karin Winther på radiorapport i Uhrehøje Plantage med en gruppe mødre og deres børn i barnevogn.

Nordjylland er et sted med unikke naturværdier. Karin sætter fokus på naturen som et attraktivt aktivitetsrum for alle generationer året rundt. Et sted, hvor man kan opleve, finde ro, udfolde sig fysisk, samle ny energi, og indgå i nye fællesskaber.

"Karin i Krattet" er navnet på et nyt natur- og oplevelsesprogram på P4 Nordjylland. På torsdage skal Karin Winther, naturvejleder i Vesthimmerlands kommune, være medvært på radioprogrammet og sammen med journalist Marianne Knudsen inspirere til oplevelser i naturen for alle generationer.

– Jeg glæder mig rigtig meget til denne udfordring som jeg fik før jul, hvor journalist Marianne Knudsen fra P4 Nordjylland, ringede for at høre, om jeg ikke havde lyst til at være medvært sammen med hende. I jobbet som naturvejleder har jeg til opgave at få så mange som muligt inspireret til at komme ud i naturen, for der igennem at få kendskab, større viden og lyst til at benytte sig af alle de tilbud for alle generationer, som findes lige uden for døren. Nu får jeg mulighed for at formidle dette budskab til mange flere via radioen, så selvfølgelig sagde jeg ja til Mariannes udfordring.

Inspiration til indhold i programmerne finder jeg både i Vesthimmerlands kommune og de mange netværk jeg kommer i, siger Karin Winther. Men jeg vil også meget gerne kontaktes, hvis nogen har en god idé til et emne, set noget spændende i naturen eller har en sjov aktivitet vi skal prøve.

De første programmer kommer til at handle om at bruge naturen som aktivitetsrum og det allerede som helt lille. Vi har været på skovtur i Uhrehøje plantage med en gruppe mødre og deres børn i barnevogn. Her snakker vi om sanser, motorik og motion. Bl.a. har alle voksne pulsur på, så vi på egen krop kunne blive klogere på, hvor meget det kræver for at forbrænde en marsbar.

Samme dag fik jeg også min ilddåb som rapporter, da jeg på egen hånd skulle tage til Bevægelsesparken i Aalestrup. Her havde jeg sat Carsten Agesen, sektionsleder fra Ejendom og Fritid i Vesthimmerlands kommune stævne. På en tur rundt i parken, fortæller han om ideerne bag parken og vi kigger nærmere på de forskellige aktiviteter på stedet. Endelig interviewer jeg lærer Torben Kiel og 16 raske drenge fra Aalestrup skole, som viser mig, hvordan Bevægelsesparken kan bruges til en idrætstime i det fri med masser af motion og højt humør.

Det er mit håb, at vi via spændende indslag i radioen kan lokke endnu flere ud i naturen. At de kommende generationer ikke er så naturfremmede, som jeg desværre oplever som naturvejleder. Og at familier på tværs af alle generationer tager noget mere på opdagelse i naturen sammen. De danske smådyr i skovbunden, kan faktisk være lige så spændende som de afrikanske dyr i zoologiskhave, siger Karin Winther og sender hermed opfordringen om at tage på tur i naturen videre.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: