Kamp til stregen i weekendens i FUIK Cup – FOTOS

FARSØ: 34 hold var tilmeldt FUIK Cup, det indendørs fodboldstævne, der for trettende gang – og for tiende år i træk, i den forgangne weekend blev afholdt i Dronning Ingrid Hallerne.

Det var FUIK’s Venner der stod for afholdelsen af det store indefodboldstævne.  

Med kampstart lørdag formiddag kl. 10.00 og sidste finale søndag aften kl. 19.00, nåede stævnet i alt op på 92 kampe inden vinderne var fundet indenfor de enkelte rækker, og de sidste topscorerpræmier var uddelt.  

Lørdag formiddag lagde Himmerlandsstævnet for firmahold ud i en turnering med 8 hold bestående af hovedsagelig lokale hold. I finalen senere på dagen kunne ”Rema 1000” kåres som vinder. På de følgende pladser kom ”007 Fædre nr. 2”, ”Beierholm” og ”Farmas”. Turneringen var en hyggeturnering, hvor det sociale var ligeså meget i højsædet som det spillemæssige.


 Her ses vinderne af firmaturneringen, der alle var lokale hold. I lyserød ”Rema 1000”, i lyseblåt ”007 fædre”, i orange ”Beierholm” og i blåt ”Farmas”.
 

Lørdag middag tog dameturneringen sin start med 10 hold. Her var flere hold udefra taget til Farsø for at dyste imod hinanden. Vinder af turneringen blev FC detaljen. På 2. pladsen fulgte Lines rødder. Det var Lea Sørensen fra Lines rødder der løb med topscorerprisen med 17 mål.   

Vinder af pulje B i dameturneringen blev Landsholdet. Nr. 2 blev FUIK1.  


I pulje B i dameturneringen løb lokale FUIK1 med en 2. plads.  

 

Søndag fortsatte FUIK Cup med det store elitestævne, hvor der blev spillet om store pengepræmier. Her skinnede det tydeligt igennem, at man var kommet til Farsø for at vinde. Stævnet havde 16 deltagende hold og der skulle 47 kampe til inden vinderne var fundet.  


Det lokale hold Slagter Dennis, fulgte spændt med i eliteturneringen fra tilskuerrækkerne. Desværre blev det ikke til en placering i top tre efter en ellers god indsats.     

Førstepladsen og førstepræmien på 10.000,- gik til Vesterå, 2 pladsen til Truenordic Sport og på 3 pladsen fulgte Grafisk ID / BDO. Topscorer prisen gik til Kasper Vernersen fra Grafisk ID / BDO med 24 mål.  

Alt i alt blev det et vellykket stævne med en masse seværdigt fodbold med gode dommere, som forløb til alles tilfredshed.

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: