Kamp for lægevagt fortsætter

FARSØ: Selvom lægevagtkonsultationen i Farsø lukkede i søndags pr. 1.marts, så slutter kampen for lægevagten i Farsø ikke med det.

Det har Støtteforeningen for Vesthimmerlands Sygehus i Farsø sat sig for sammen med borgerne i Vesthimmerland.

Stor utilfredshed
For 2 uger siden afholdt støtteforeningen et debatmøde i Farsø, hvor fremmødet med al tydelighed viste opbakningen – eller snarere utilfredsheden med, at Regionsrådet har accepteret at De Praktiserende Lægers Organisation(PLO) lukker lægevagtskonsultationen i Farsø uden at borgerne forinden er blevet hørt og adviseret. 

Det der har foruroliget borgerne yderligere, er at man bare lukker konsultationen uden at have kigget på hvad der skal stå i stedet. Lige nu er borgerne er henvist til lange køreture til nærmeste lægevagt i Aalborg, Hobro og eventuel Viborg. Strækninger på 40 til 70 km – alt efter hvor man bor i Vesthimmerland.  

Ud over debatmødet, havde Støtteforeningen for Vesthimmerlands Sygehus i sidste uge arrangeret bus til demonstration foran Regionshuset i Aalborg, forud for Regionsrådsmødet.  

Her blev utilfredsheden endnu engang ytret, og denne gang var regionrådsformand Ulla Astman tilstede.

Prellede af i Regionrådssalen
Utilfredsheden udenfor, prellede dog af i Regionrådssalen, hvor selv et forslag om at udskyde lukningen af vagtlægekonsultationerne i nogle måneder indtil, man har fundet kompenserende løsninger, faldt til jorden.         

Vi giver ikke op!
-Men vi giver ikke op, siger formand for Støtteforeningen for Vesthimmerlands Sygehus i Farsø, Kirsten Moesgaard, der sammen med resten af bestyrelsen og ikke mindst borgerne i Vesthimmerland har sat sig i spidsen for at få genåbnet lægevagtkonsultationen i Farsø.  

Ikke acceptabel ordning
-Vi er i Vesthimmerland enige om, at lukningen af lægevagtkonsultationen ikke er en acceptabel ordning. Dertil kommer at vi er blevet dårligt informeret og at konsultationen er blevet lukket, førend at vi har haft mulighed for at reagere. Lighed i sundhedsvæsenet gælder åbenbart ikke for Vesthimmerlændige, lyder det fortørnet fra Kirsten Moesgaard.  

Der er nok læger!
Hun giver ikke noget for ”Mangel på læger”. I den nye aftale er det muligt for læger i Regionsklinikkerne at tage vagter. De er ansat af Region Nordjylland. 

-Så vidt jeg har talt mig frem til drejer det sig om 31 læger i Nordjylland. Med den nye minimumstakst på kr. 10.000 for en vagt vil det både være attraktivt for disse læger, men også læger på sygehusene(som også er ansat af Region Nordjylland) at træde til. Men som jeg ser det, er PLO kun interesseret i at lade sine ”egne” læger udføre vagterne på de konsultationer der er tilbage, og dermed indkassere pengene. Aftalen med PLO er ikke lavet for borgernes og patienternes skyld, men for lægernes skyld. Det har ikke noget med lægemangel at gøre, som jeg ser det. 

6.000 konsultationer berettiger ikke til lukning  
Omkring antallet af konsultationer i Farsø, finder jeg det utilstedeligt at forfordele Frederikshavn fremfor Farsø. Begge steder har over 6.000 konsultationer. Det er mange og det viser behovet. Ud over behovet, har vi i Farsø med beliggenhed på sygehuset ligeså gode faciliteter. De er faktisk tip-top! 

Dem der bliver taberne i denne lukning er de svage ældre, der sågar udskrives hurtigt fra sygehuset og børnefamilierne.  

De har netop brug for konsultationen efter kl. 16.00.  

Jeg har fra flere børnefamilier hørt argumentet. Jamen, jeg får jo først at vide, at lille Peter føler sig sløj og dårlig, når jeg henter ham fra børnehaven. I det tilfælde har forældrene behov for at vide om drengen skal i institutionen dagen efter, eller om han skal holdes hjemme, giver Kirsten Moesgaard som eksempel.  

Den lange køretur til nærmeste lægevagtkonsultation er anden alvorlig sag, som vækker stor bekymring, for den er ofte ikke mulig.      

Regionsrådet sætter strukturen – ikke PLO
Jeg synes, at Regionsrådet i den her sag har skubbet PLO foran sig. Man skal lige huske på, at det er Regionsrådet der fastsætter strukturen i sundhedsvæsenet i Nordjylland – og ikke PLO.  

Jeg synes virkelig, at antallet af konsultationer på langt over 6.000 i Farsø berettiger til lighed. Jeg synes vi er på vej hen imod en virkelig dårlig service, som vi ellers er berettiget til ligesom alle andre i Nordjylland og resten af landet – ifølge regeringens udspil ”Lighed i sundhedsvæsenet”      

Regionen afholder borgermøde her i marts
Støtteforeningen for Vesthimmerlands Sygehus i Farsø sætter sig i denne uge sammen for at enige om næste skridt imod nedlæggelsen af lægevagtkonsultationen i Farsø, ellers opfordrer Kirsten Moesgaard befolkningen til at møde talstærkt op til Regionens borgermøde om Lægevagten, som i Vesthimmerland finder sted i Aars. En dato er endnu ikke meldt ud men den finder sted her i marts.       

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: