Kæmpe Oktoberfest i Dronning Ingrid Hallerne

FARSØ: Datoen er 1. oktober og dermed kan det ikke komme som en overraskelse for nogen, at der bliver tale om en vaskeægte oktoberfest i bedste tyrolerstil, når Håndboldens Venner nu inviterer til koncertaften med indbygget tyrolerfest.

Håndboldens Venner har noget på hjerte. De vil invitere til tyrolerfest i Dronning Ingrid Hallerne den 1. oktober

Det er 7. gang at Håndboldens Venner står bag en festlig koncertaften i Dronning Ingrid Hallerne, som de tidligere år har budt på så populære danske orkestre såsom Safri Duo, Sanne Salomonsen, Infernal, Gnags, Rocazino og PS12. I år bliver det Danser med Drenge, som bliver aftenens store koncertnavn og dertil kommer altså en kæmpe tyrolerfest.

Ligesom de forrige år vil begge haller blive taget i brug. I hal A, altså i den store opvisningshal vil koncerten med Danser med Drenge finde sted fra kl. 21.00.

Men allerede adskillelige timer før, nemlig fra kl. 17.00 vil man blive inviteret til tyrolerland i hal B med tyrolerorkester, tyrolermad og naturligvis Heidi’er og Fritz’er til at fylde de ½ l. krus med øl.   

For underholdningen i tyrolerland, som hal B naturligvis er indrettet som, står det ni mands store orkester Tirolerband Aalburg, som naturligvis sørger for det de er bedst til, nemlig ægte tyrolerstemning.

Ved 21.00 tiden tager tyrolerfesten en pause, mens Danmarks bedste live-band Danser med Danser vil give en medrivende koncert med en lang række af de kendte numre såsom: ”Hvor længe vil du ydmyge dig”, ”Er der nogen i himlen”, "Aldrig undvære dig", ”Ud under åben himmel”, ”Rejs dig op og kom videre", "Kære lillesøster", "Kolde hjerter" o.s.v.

Med andre ord bliver der noget at se frem til med årets store koncertaften i Dronning Ingrid Hallerne. Det er også derfor, at medlemmer fra Håndboldens Venner, ganske opsigtsvækkende, allerede har været ude for at gøre opmærksom på deres arrangement. Iført tyrolerkostumer og udstyret med invitationer har de været både i Hvalpsund og Hvalpsund for at bringe budskabet ud om, at en meget festlig aften er i vente.

Forsalget til koncerten med Danser med Drenge og Tyrolerfesten er netop gået i gang fra salgsstederne.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: