FARSØ: Det kan godt svare sig, at gøre sine julegaveindkøb i Farsøs butikker. Det kan nemlig udløse ekstra gaver, og det var der 270 heldige kunder der fik i weekenden.
Lørdag blev der givet 120 gaver af en samlet værdi på kr. 10.000, søndag var det 150 gaver af en samlet værdi på 7.500.
Forskellen var, at lørdag var gaverne til de voksne. For hver bon fra en handel i butikkerne i Farsø lørdag, fik de voksne muligheden for at trække en af de 500 balloner ned fra glaspyramiden over centertorvet. Var man heldig var gevinsterne enten Farsø vin, handelsgavekort til Farsø eller en stor æblemost.
Der blev købt så meget i butikkerne lørdag at de sidste røde balloner blev hevet ned ved 14-tiden, altså en time før butikkerne lukkede.
Også søndag var der gaver. Denne gang til børnene. Ganske vist skulle de have en voksen på julehandel for at kunne deltage. Denne gang var den bon på over 200 kr. der gav børnene muligheden for at spinne på det store lykkehjul på Centertorvet. Der var 50% chance for at vinde de 150 gaver, så de blev hurtigt fordelt. Børnene kunne enten vinde et gavekort på kr. 50,- til Bog & Ide – Legekæden i Farsø Rådhuscenter eller en pose Bland-Selv slik som kunne hentes hos Centerkiosken.
Der var en overgang trangt af børn foran slikkasserne i Centerkiosken. Slik for kr. 50,- er meget, og det var derfor store poser, der blev vejet af. For mange børn er der sikkert slik til hele julen, hvis de da ikke deler med resten af familien.