Jubi-Land – et kæmpe lege-univers i vinterferien!

VESTHIMMERLAND: Tirsdag og onsdag i vinterferien åbner Jubi-Land igen hallerne fyldt med hoppeborge så langt øjet rækker, trampoliner der siger boing, og forhindringsbaner, hvor man kan løbe, kravle og dyste med vennerne. Det er sådan, Jubi-Land ser ud, når Messecenter Vesthimmerland igen åbner dørene.

Hoppe, løbe og lege
Når man træder ind i Jubi-Land, føles det som at komme ind i et helt andet univers. Her må man bruge kroppen, grine højt og få røde kinder af at hoppe, løbe og lege. Der er masser af plads i de store haller – både til dem, der gerne vil give den fuld gas, og til dem, der indimellem har brug for en pause.

Tøndeslagning begge dage
I år fylder fastelavn en stor del af oplevelsen. Der slåes katten af tønden begge dage, opdelt i flere aldersgrupper, så alle børn kan være med. Her kan man prøve at blive kattekonge eller kattedronning. Derudover uddeles der hver dag præmier til de flottest udklædte børn.

-Fastelavn er en tradition, som passer rigtig godt ind i Jubi-Land. Det handler om leg, bevægelse og at have det sjovt sammen – og det fungerer rigtig godt indendørs, siger Morten Lyngby, eventkoordinator i Messecenter Vesthimmerland.

Alle skal have en god oplevelse
Ud over fastelavnsaktiviteterne byder Jubi-Land på masser af indendørs lege som hoppeborge, forhindringsbaner og andre bevægelsesaktiviteter. Der er også god plads til at sætte sig ned, spise sin madpakke og samle energi, før legen fortsætter.

Som noget nyt er der i år lavet et særligt område med roligere aktiviteter og plads til mindre børn, så alle aldre kan få en god oplevelse. Og så er der labyrinten – en snoet gang fuld af veje og hjørner, hvor man kan prøve, om man kan finde vej. Måske lykkes det i første forsøg, eller måske må man prøve igen. Det er en del af legen.

-Vi forsøger hvert år at justere Jubi-Land, så der er plads til forskellige aldre og behov. Målet er, at mange kan være med på samme tid og få nogle gode, aktive timer, siger Morten Lyngby.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her:

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.