ERTEBØLLE: Tag familien med på en spændende og anderledes æggejagt i påskeferien helt tilbage til stenalderen!
Hjælp stenalderkvinden Esra
I “Jagten på stenalderægget” skal man hjælpe den kloge stenalderkvinde Esra med at finde det ældgamle æg, som hvert forår gemmer naturens hemmeligheder.
Man får udleveret et opgaveark og et kort i receptionen på Stenaldercentret og så går jagten i gang. Der skal løses sjove opgaver rundt omkring på stenaldercenterets område. Man skal finde bogstaver ved posterne og finde frem til det hemmelige kodeord, der fører til det skjulte stenalderæg. Når det skjulte æg er fundet, venter der en sød overraskelse til alle børn.
Ud over æggejagten kan børn også prøve kræfter med stenalderværktøj, følge dyrespor i naturen og male sit eget æg med naturfarver.
Se også udstillingen ”Fremmed”
De voksne anbefales at se Stenaldercentrets nye udstilling ”Fremmed” som henviser til filmen af samme navn. Stenaldercentret har fået alle dragter og rekvisitter fra filmen.

I udstillingen tages man med på en fascinerende rejse tilbage til stenalderen og sætter spot på et af de mest skelsættende øjeblikke i Danmarkshistorien, nemlig mødet mellem jæger-samlere og de første bønder.
/cf
