VESTHIMMERLAND: Så er jagten sat ind på de Himmerlandske myre, for nu skal myrerne i hele Danmark tælles i mandtal.
Det er forskere fra Statens naturhistoriske museum, der skal undersøge og lære mere om, hvor myrerne lever, hvilke arter der er hvor og hvad de spiser. Endvidere ønsker de at finde ud af, hvordan menneskelige påvirkning på myrernes habitat og klimaforandringer (temperatur) påvirker myrerne.
Dette er umuligt for forskerne at klare alene, så derfor inviteres familier i hele Danmark med i et Citizen science projekt, hvor myrejagten er tilrettelagt som et cafeteria-eksperiment, som familierne kan udføre i baghaven. Myrerne lokkes frem med forskellige fødevarer (olivenolie, kammerjunker, proteinpulver, sukker, salt og vand), tælles, fryses og indsendes til forskerne i sprit.
Det er andet år, at myrejagten udføres i Danmark, men første gang, at de himmerlandske myrer tælles i mandtal. Startskuddet for dette var ved et offentligt arrangement ved naturbasen i Uhrehøje, hvor naturvejleder Karin Winther havde indbudt til myrejagt og introduktion for den videre jagt. Til stor glæde mødte 56 deltagere op, for at blive opkvalificeret i at udføre forsøget, inden de selv fik et forsøgssæt med hjem. På naturbasen blev der udført 5 testforsøg op som også indbefattede en smagsprøve på orangemyre.
Det spændende er nu om vi har helt specielle myrer i Himmerland. Der er i hvert fald mange i skoven, og vil man smage på orangemyrerne, så er det de helt sorte blanke, som ses ved søen lige ved naturbasen, slutter naturvejlederen.
FAKTA: Om projekt myrejagt – Citizen science projekt for hele familien
Sidste år hjalp børn og voksne med at indsamle myrer til et forskningsprojekt på Statens Naturhistoriske Museum – med stor succes. Nu vender myrejagten tilbage, hvor alle igen kan hjælpe forskerne med at kortlægge de danske myrer og deres kostvaner. I Myrejagten udforsker man myrernes kostvaner ved at udsætte lokkemad og tælle og indsamle de myrer, der dukker op ved hver type lokkemad. Over 250 familier og flere skoler deltog i Myrejagten sidste år, hvor der blev indsamlet over 6.200 myrer fordelt i hele landet. 24 arter blev fundet, og danmarkskortet over myrer blev godt opdateret. Der er dog fortsat uudforskede områder på kortet, og forskerne er langt fra færdige med at kortlægge de danske myrer – så myrejagten fortsætter igen i år, hvor Vesthimmerland/Himmerland er med for første gang.
Myrejagten er for børn i alle aldre og deres voksne. Jagtsæsonen løber fra starten af maj til og med september, hvor myrerne er mest aktive. Eksperimentet, der kan bestilles på www.myrejagten.dk kan f.eks. sættes op i baghaven, gården, ved sommerhuset, på legepladsen, campingpladsen eller et grønt areal.
For at deltage i Myrejagten har du brug for to ting:
– Et Myrejagten kit med alt hvad du har brug for til dit eksperiment
– En brugerprofil til Myrejagtens inddateringssystem
Læs mere: www.myrejagten.dk
Eksperimentet er i gang
Der blev også lejlighed til at smage på en orangemyre