FARSØ: Inge & Birthe har tradition for at fejre butikkens runde fødselsdage, og det er der i den grad også blevet gjort denne gang i forbindelse med butikkens 40 års fødselsdag – sågar i en hel uge.

Fødselsdagen slutter i dag onsdag, så hvis du endnu ikke har været forbi for at benytte dig af de gode fødselsdagstilbud, ønske butikken tillykke og få et stykke fødselsdagslagkage, så er chancen der lidt endnu.
Der er rigtig store smil at spore hos indehaver Birthe Nørgaard og hendes nye medindehaver Anne Katrine Bak – for rigtig, rigtig mange kunder har kigget forbi for både at ønske tillykke med fødselsdagen og det nye fælles ejerskab.
Anne er indtrådt som medejer af butikken i forbindelse med 40 års fejringen som en del af et glidende generationsskifte. Det glæder Birthe, at butikken nu er sikret godt ind i fremtiden. De to står nu sammen om at drive butikken sammen med det dygtige personale.
/cf


