Ildsjæl fra Hornum fik Handicapprisen 2011

VESTHIMMERLAND: Den 65-årige Inger Mie Rudbæk fra Hornum blev ganske paf, da hun torsdags modtog Vesthimmerlands Kommunes handicappris 2011.

Fra prisoverrækkelsen ses fra venstre Handicaprådets formand, Ella Holm Hansen, prismodtageren Inger Mie Rudbæk, Handicaprådets næstformand Pia Buus Pinstrup og forvaltningschef Hanne Madsen fra Vesthimmerlands Kommune.

– Du er et menneske med stor empati for andre, og du kæmper med stor ildhu de handicappedes sag, sagde Handicaprådets formand, Ella Holm Hansen, da hun overrakte prisen på 25.000 kr.

Handicapprisen ledsages af et messingskilt med pristagerens navn.

Inger Mie Rudbæk er født og opvokset på en gård i Foulum ved Farsø.

– Min mor havde et stort socialt engagement og var ikke bleg for at give en fattig familie en flæskesteg til jul, fortæller Inger Mie Rudbæk. Måske har jeg arvet lidt af hendes ildsjæl. I al fald tager jeg gerne en tørn for såvel fysisk som psykisk handicappede, der har svært ved at komme igennem med deres synspunkter og ønsker.

Modtageren af Handicapprisen 2011 flyttede fra Vesthimmerland som 19-årig. Hun var pædagogmedhjælper, dengang Åndssvageforsorgen foretog udflytning til boenheder fra Rødbygård. Efter at have mødt sin mand, som er ingeniør, arbejdede Inger Mie Rudbæk inden for IT-branchen, bl.a. med Dankort-sikkerhed.

– Det afholdt mig dog ikke fra fortsat at gøre noget for handicappede, fortæller Inger Mie Rudbæk, som selv har en voksen søn, der har en medfødt let spasticitet.  I 15 år havde vi endvidere plejebørn. For ti år siden flyttede vi til Hornum for at være i nærheden af vore sønner og deres familier i Aars og ikke mindst vore syv børnebørn.

Siden kommunesammenlægningen har prismodtageren bl.a. lagt sine kræfter i Danske Handicaporganisationer i Vesthimmerland. Hun er medlem af handicaporganisationernes kontaktforum og Det lokale Beskæftigelsesråd.

– Noget af det vigtigste er, at både fysisk og psykisk handicappede, som kan og gerne vil arbejde, ikke bliver koblet af på forhånd, men får chancen for at blive en del af arbejdsmarkedet, understreger Inger Mie Rudbæk.

Prisoverrækkelsen fandt sted på Jobcentret i Aars.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her:

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.